Enighed om at stoppe snyd med lastbiler
Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle lastbilchauffører og vognmænd manipulerer med udstødningsrøgen fra deres lastbiler, så udstødningen bliver blæst urenset ud og derved efterlader store mængder sundhedsskadelige kvælstofoxider, såkaldte NOx’er, i luften.
Sådan er det klare budskab fra en række politiske partier.
De Konservative er klar til at gå langt i kampen mod snyd, oplyser politisk ordfører Mette Abildgaard.
- Bøderne for at snyde med lastbilernes udstødningsgasser skal tidobles fra de nuværende 1.000 kr., og derudover skal vi overveje at give karantæne i form af kørselsforbud til vognmændene. Det kunne være et halvt års kørselsforbud, første gang en vognmand bliver afsløret i at snyde, og permanent kørselsforbud, hvis det gentager sig, siger Mette Abildgaard.
Hun vil nu have undersøgt, om det i forhold til EU-reglerne kan lade sig gøre at udstede et egentligt kørselsforbud for udenlandske lastvogne og deres chauffører.
- Det kan ikke passe, at de skal have lov at tilsidesætte danske regler og love. Men samtidig må vi erkende, med de erfaringer man også har gjort i Norge og Tyskland, hvor der ligeledes er afsløret masser af snyd, at det ikke kun er et dansk problem. Derfor vil vi også tage det op over for EU, siger Mette Abildgaard.
Det kan dog godt give problemer i forhold til EU-reglerne, hvis man vælger at forbyde udenlandske vognmænd at køre i Danmark, efter at de er blevet afsløret i snyd, vurderer professor og EU-ekspert Peter Nedergaard fra Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.
- Min umiddelbare vurdering vil være, at man godt kan give bøder – også store bøder – men jeg er ikke sikker på, at man kan udstede et kørselsforbud, da det kan være i strids med EU’s såkaldte cabotage-regler for kørsel med lastbiler i andre lande, forklarer Peter Nedergaard.
Der er ellers opbakning fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet og til dels også fra Venstre til at forbyde udenlandske vognmænd at køre i Danmark, hvis de ikke overholder de danske regler.
- Dette er et kæmpe problem, som vi skal have gjort noget ved, lyder det fra Claus Kvist Hansen, ordfører inden for social dumping fra Dansk Folkeparti.
- Det konservative forslag lyder voldsomt, men det vil vi ikke protestere imod. Kontrollerne har vist, at det er østeuropæiske vognmænd og chauffører, der er de store syndere. Derfor skal man også sætte ind med øget kontrol af de lastbiler, der passerer grænsen, ligesom vi mener, det vil være oplagt med nummerpladelæsere ved grænsen. Hyppige kontroller rundt i resten af andet er en anden mulighed.
Også hos Venstre vil man hæve bøderne kraftigt – mindst til det tidobbelte – som transportordfører Kristian Pihl Lorentzen udtrykker det.
- Kørselsforbud er en meget hård sanktion – første gang kunne vi give en klækkelig bøde – og anden gang kunne vi så overveje et kørselsforbud, mener han.
Hos Socialdemokratiet er miljøordfører Christian Rabjerg Madsen især bekymret for de sundhedsmæssige konsekvenser af, at nogle lastvognschauffører og vognmænd helt bevidst snyder med udledningen af udstødningsgasser.
- Vi har i forvejen i Danmark 4.000 for tidlige dødsfald om året på grund af luftforurening. De tunge dieselkøretøjer står for en stor del af udledningen af sundhedsskadelige stoffer. Derfor er det her meget alvorligt, mener han.
- Jeg vil indkalde både miljøministeren og transportministeren i et fælles samråd, så vi kan få en samlet vurdering af, hvor stort problemet er, og hvad vi kan gøre ved det. De chauffører og vognmænd, der snyder, er ikke alene ansvarlige for alvorlige miljø- og sundhedsmæssige problemer, de opnår også urimelige konkurrencefordele i forhold til lovlydige kolleger. Derfor er vi meget åbne over for at diskutere den idé, som De Konservative kommer med, siger Christian Rabjerg Madsen.
Kilde: Jyllands-Posten