23948sdkhjf

Branchen: AdBlue-fusk er konkurrenceforvridning

Organisationerne ITD og DTL tager begge skarpt afstand fra de seneste ugers afsløringer om fusk med AdBlue

Over den seneste uges tid har Jyllands-Postens afsløringer om fusk med AdBlue i lastbilernes rensesystem skabt røre i branchen. Således også i de to største organisationer, ITD og DTL, der begge tager skarpt afstand fra sådanne metoder.

I en politikontrol foretaget af Tungvognscenter Syd blev 9 ud af 35 lastbiler grebet i fusk, hvor chauffører og vognmænd kobler lastbilens særlige rensesystem fra, så der sendes alt for mange NOx’er ud i luften. Derved kan man samtidig sænke sine udgifter med 7-15 øre pr. kilometer.

Hos DTL hæfter man sig ved, at de pågrebne lastvogne alle var indregistreret i Østeuropa.

- Fusk med AdBlue og katalysatorer er kun ét af mange, systematiske forsøg på at undergrave det danske transportmarked. Derfor må vi have mere kontrol og så store bøder, at det simpelthen ikke kan svare sig at fuske, siger DTL-direktør Erik Østergaard. Han fortsætter:

- De seneste 10 år er der sket en eksplosion i antallet af lastbiler fra Østeuropa på de danske veje. I DTL-Danske Vognmænd ønsker vi mere kontrol og bøder i en skala, hvor det simpelthen ikke kan betale sig at snyde. Ellers accepterer vi, at der er føjet endnu en mulighed til de i forvejen mange konkurrenceforvridende tiltag, der undergraver det danske godstransporterhverv.

I ITD tager man skarpt afstand fra svindlen og støtter en målrettet kontrolindsats kombineret med hård sanktionering.

- Vi tager som organisation for den danske transport- og logistikbranche på det kraftigste afstand fra den svindel med AdBlue-systemer, som er fundet ved politiets kontroller. Branchen har et ansvar for at sikre bæredygtighed, og vi arbejder hver dag for en grønnere transportbranche. Hvis en vognmand bevist forsøger at gå uden om systemet, så er det et decideret skråplan og helt uacceptabelt. Vores klare holdning er, at der skal slås hårdt ned på denne type svindel, uanset hvem det er, der svindler med disse systemer, siger chefkonsulent hos ITD Jørn-Henrik Carstens.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078