Kommende vejtransportpakke bliver politisk slalomløb
Den kommende såkaldte vejtransportpakke fra EU er i den grad blevet mødt med forventninger om, at der én gang for alle – og efter utallige hvidbøger og parlamentariske drøftelser – skal gøres op med vejtransportens egnethed i det Indre Marked.
Men helt så enkelt er det ikke, mener DTLs administrerende direktør Erik Østergaard, der også er formand for den nordiske sammenslutning NLA, der er Nordens vognmandsorganisation i Bruxelles.
- EU står over for en kæmpe opgave, som bliver et politisk slalomløb. Og lad det være sagt med det samme: Som de økonomiske strukturer er i EU for øjeblikket, hænger der et økonomisk jerntæppe mellem øst og vest. Virkeligheden er, at virksomheder bosat i vest benhårdt udnytter, at man i øst ikke er kommet på fode endnu. Man udnytter superbillig arbejdskraft og kaster det ind i konkurrencen om de billigste priser for forbrugsgoder i Vesten.
Den kommende vejtransportpakke er også udtryk for en kamp mellem EU’s indre organer – DG MOVE i Kommissionen, der repræsenterer transportelementet og mobiliteten, og DG EMPL i Kommissionen, der repræsenterer beskæftigelsesinteresserne og arbejdsmarkedet.
NLA sætter dagsorden
- Jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt før: Det er i denne kamp faktisk bemærkelsesværdigt, hvordan de nordiske vognmandsorganisationer gennem NLA har formået at sætte dagsordenen omkring social dumping, postkassefirmaer, varebiler, cabotage, kombitransport, ansvar i transportkæden og så videre. Kommissionen har modtaget vores budskaber, og de bliver brugt i de interne overvejelser mellem de mange interesser, der findes i den institution, der er det nærmeste, man kan komme EU’s regering, siger Erik Østergaard.
DTL-direktøren advarer mod de store forventninger, som transportorganisationer – og speditørerne – lægger frem om, at vejtransportpakken er alle løsningers moder, når pakken efter planen fremlægges i slutningen af maj.
- Tværtimod vil fremlæggelsen af initiativerne på vejtransportområdet afspejle rigtig mange principielle problemstillinger, som vil blive genstand for helt grundlæggende politiske overvejelser: Vil man have et indre marked, som kører efter laveste fællesnævner, eller vil man inddrage de nødvendige hensyn til fair konkurrence og ordnede forhold på arbejdsmarkedet?