74 ton på udvalgte veje i Sverige
Riksdagen i Sverige har sagt ja til et regeringsforslag om at indføre en ny vej-kategori, BK4, som tillader transporter med en totalvægt på 74 ton.
Det oplyser den svenske vognmandsforening, Sveriges Åkeriföretag.
Hermed får den svenske transportbranche en længe ønsket mulighed for at køre med 74 ton. Det har hidtil kørt som et forsøg på udvalgte strækninger.
Ifølge den svenske vognmandsforening går lovforslaget ud på, at man klassificerer den del af det eksisterende vejnet, som kan klare de tungere lastbiler, til den nye kategori BK4.
Oprindelig ønskede den svenske regering at friholde den del af vejnettet, som lå i forbindelse med en havn eller en kombiterminal, således at man ikke flyttede transport fra sø og bane til landevejen; men det forbehold blev fjernet fra det endelige lovforslag. Nu lader man udelukkende vejens bæreevne afgøre, om den kan klassificeres som BK4.
For at forslaget kan blive virkelighed, kræves en lovændring, som foreslås gennemført med virkning fra juli 2017.