Udenlandske chauffører skaber usikkerhed på danske veje
En 47-årig lastbilchauffør fra Litauen blev i sidste uge afsløret i Sdr. Felding ved Skjern med en promille flere længder over det tilladte – nemlig på 4,4.
En gennemgang af det seneste års artikler i medierne om spritkørsel blandt lastbilchauffører viser, skriver Fagbladet 3F.
Fra maj 2016 til i dag har været omtalt 20 sager, hvor en udenlandsk lastbilschauffør er blevet sigtet for spirituskørsel. I samme periode var der fem artikler om danske chauffører. To artikler omhandlede fulde lastbilchauffører, hvis hjemland ikke nævnes.
- Det er skræmmende, at der har været 27 sager. Jeg mener, at særligt når vi er erhvervschauffører, så er én af de her sager én for meget. Jeg er faktisk lidt flov på min branches vegne, siger formanden for Godschaufførernes Landsklub under 3F, Erik Emil Hansen.
Klubformanden peger på de vilkår, som mange udenlandske chauffører arbejder under, som en af årsagerne til problemet. Ifølge ham bør en stor del af ansvaret hvile på skuldrene af de vognmænd og speditører, som bestiller udenlandsk arbejdskraft til en brøkdel af, hvad en dansk chauffør koster. Nogle af chaufførerne får ned til omkring 26 kroner i timen, så de har ikke råd til at sige nej til en køretur, selvom de er berusede.
ITD: Skuffende højt antal
27 fulde lastbilschauffører på 12 måneder er et skuffende højt antal. Det mener Jørn-Henrik Carstens, chefkonsulent for erhvervspolitik og teknik hos brancheorganisationen for den danske vejgodstransport ITD.
Ifølge ham kan overvægten af udenlandske chauffører skyldes, at der i Danmark generelt er sket en kultur- og holdningsændring i forhold til spritkørsel de sidste 20 – 30 år. Spirituskørsel er blevet socialt uacceptabelt.
- Blandt chaufførerne og transportvirksomhederne i Danmark er der et stort fokus på, at spritkørsel er et no-go. Det skyldes jo, at det er professionelle chauffører, og man kører i tunge køretøjer, hvor skaden kan være meget voldsom, hvis det går galt, siger han.
Hans oplevelse er, at den samme holdningsændring så småt er på vej i Østeuropa.
- Vi har set, at der mange steder også i Østeuropa er kommet et massivt fokus på spritkørsel de seneste år. Der er kørt mange gode kampagner, som vi også har kørt i Danmark. Så der er håb for, at kulturen omkring alkohol også vil ændre sig der, siger han.
Alkolåse kan være løsningen
Ifølge Jørn-Henrik Carstens kan en løsning være at installere alkolåse i alle lastbiler. Men beslutningen skal tages i EU. Med en alkolås skal chaufføren puste i et alkometer, før bilen kan starte.
- Vi synes ikke, at man på nationalt plan skal kræve, at alle lastbiler får installeret alkolås. Det skal ske på EU-plan, så det er ens for alle. Hvis vi tager udgangspunkt i tallene, så havde vi kun stoppet fem af spritkørslerne ved at forpligte danske vognmænd til at have alkolås. Et nationalt krav kan også gå ud over konkurrenceevnen, siger han.
ITD er også åben over for andre løsninger. Man kunne eksempelvis se mod Sverige, hvor man har gjort sig erfaringer med såkaldte alko-bomme, som kun går op, hvis man er helt appelsinfri.
Der findes ingen anden opgørelse fra politi eller Vejdirektoratet over antallet af lastbilchauffører, der sigtes for spirituskørsel.