Her er de nye spilleregler for vejgodstransporten
Den 31. maj fremlægger EU-Kommissionen en række initiativer inden for vejgodstransporten. Ifølge DI Transports oplysninger vil forslagene blandt andet indeholde følgende ændringer for vejgodstransporten:
Mere enkle cabotageregler
Det er forventningen, at Kommissionen vil foreslå en forenkling af cabotagereglerne, der i dag giver en dansk lastbil lov til at køre tre cabotageture indenfor syv dage i for eksempel Sverige efter, at varerne på det international, grænseoverskridende tur er blevet afleveret.
For at lette de administrative byrder på transportbranchen og for undgå nationale særregler om, hvad en cabotagetur er, vil EU-Kommissionen gøre reglerne mere enkle. Forventningen er, at man fjerner begrænsningen på antallet af cabotageture, så det fremover kun bliver en begrænsning på f.eks. 5 eller 7 dage efter aflæsning af varer på den internationale tur.
Nye regler for udstationering og mindsteløn
En række lande har regler om lovpligtigt mindsteløn og EU-Kommissionen har rejst sager om brud på EU-reglerne mod bl.a. Tyskland, Frankrig og Østrig, fordi reglerne gælder al international kørsel i den nævnte lande.
For at forenkle reglerne, så de passer til de mobile medarbejdere i transportbranchen, vil EU-Kommissionen præcisere reglerne for udstationering inden for vejgodstransport. Forslaget forventes at præcisere, at kun kørsel udover 7-9 dage i en anden EU-medlemsland over en 28 dages periode, vil betyde, at man er omfattet af udstationeringsreglerne og den lovpligtige mindsteløn i det pågældende land.
Reglerne vil blive kontrolleret med tachografen i lastbilen. Dermed undgår man de nuværende krav i visse medlemslande om at medbringe lønsedler, ansættelseskontrakter og registrering.
Mere fleksibilitet i ugehvil
Kommissionen vil også at give mere fleksibilitet til afholdelse af det ugentlige hvil. De nye regler vil fortsat stille krav om 45 timers ugentlig hvil, men fremover skal det udregnes som et gennemsnit over de sidste 28 dage. Det vil sige, at der kan afholdes flere reducerede ugentlig hvil på mindst 24 timer og op til 45 timer i træk inden det regulære ugentlige hvil. Det vil desuden blive præciseret, at det regulære ugentlig hvil ikke må afholdes i førerhuset, men skal afholdes på et egnet sted eller hvor chaufføren ønsker det.
Nye krav om godskørselstilladelser
Der har været meget fokus på påståede ”postkasseselskaber”, dvs. virksomheder som ikke reelt er etableret i en medlemsstat. Det vil fortsat være de enkelte lande, der skal kontrollere om en vognmand er reelt etableret i medlemslandet. Kommissionen ønsker at forbedre samarbejdet mellem landene og stille krav om øget kontrol. Uden at fjerne den fri etablering, vil man præcisere de krav, der skal være til opbevaring af dokumenter, ansatte, skat mv. i hjemlandet.
Endvidere er det forventningen, at EU-Kommissionen vil foreslå en light-model for godskørselstilladelser til varebiler, der vil indeholde krav om en tilpasset vognmandseksamen for varebiler og krav om økonomisk sikkerhed, som er mindre end for godskørsel med lastbiler. Men varebiler forventes ikke at blive omfattet af reglerne om køre- og hviletid eller chaufføruddannelse.
DI Transport ser frem til at drøfte de nye spilleregler.
- For transportbranchen er det helt afgørende, at vi får nogle velfungerende fælles europæiske regler, der fungerer, så vi undgår de nationale benspænd, som har præget diskussionerne om mindsteløn og cabotage, siger DI Transports branchedirektør Michael Svane.
- Vi ser frem til at drøfte den kommende vejpakke. For os er det vigtigt, at den danske transportbranche kan fortsætte sin vækst både i Danmark og Europa. Der kræver, at vi undgår for mange administrative byrder og får regler, der både er nemme at forstå og nemme at kontrollere, siger Michael Svane.
Kilde: DI Transport