Bedste resultat nogensinde
Transportkoncernen Leman har netop offentliggjort årsrapporten for 2016, og med en omsætning på 2,0 milliarder kroner og et resultat på 64,3 millioner kroner før skat har Leman leveret det bedste resultat i virksomhedens 117- årige historie.
Lemans resultat før skat er vokset 21,3 procent sammenlignet med 2015. Det skyldes blandt andet et stort fokus på en struktureret og konsekvent eksekvering af koncernens strategi om profitabel vækst.
- Det handler ikke blot om øget omsætning og indtjening. Det handler også om helt konkrete tiltag for at skabe en bredere forretning og et forbedret produktudbud for vores kunder, siger Adm. direktør Thomas Krøyer, Leman Group.
Opkøb er fuldt integreret
Thomas Krøyer er meget tilfreds med resultatet.
- Markedet har i hele 2016 været volatilt og præget af stor konkurrence. Det er derfor betryggende at se, at vores tiltag viser gode resultater, siger direktøren og supplerer:
- Vi har haft stor fokus på konsolidering. De tidligere års opkøb, herunder Dan Cargo, Dalpa og RSH er nu fuldt integreret i LEMAN og medvirkende til vores positive fremgang.
Udvider i USA
På det amerikanske marked har Leman også oplevet en voksende interesse.
Leman har i 2016 udvidet lager- og logistikkapaciteten i Sturtevant, Wisconsin, med 10.000 kvadratmeter. Virksomheden har også åbnet kontor i Charlotte, North Carolina. Det er Lemans ottende kontor i USA.
På vej mod 2020
Den organiske vækst er en vigtig faktor, som sammen med ”best-fit” virksomhedsopkøb skal sikre LEMAN en fortsat bæredygtig vækst over markedsgennemsnittet.
Samtidig skal et stort fokus på udvikling af Lemans forretningsområder være med til at løfte produktsortimentet. Fortsatte investeringer i IT-infrastrukturen skal sikre mere optimale arbejdsgange og en større tilfredshed, både hos kunder og medarbejdere.
- De generelle markedsforhold byder på stor konkurrence, og det tyder på, at markedet forbliver uændret i 2017; men vi er forsigtigt optimistiske og forventer, at den positive udvikling - og den dermed profitable vækst - vil fortsætte i det kommende år, slutter Thomas Krøyer.