Faglig voldgift skaber klarhed om regler ved opsigelse
Når en medarbejder bliver sagt op, skal ancienniteten beregnes fra opsigelsestidspunktet. Det har en faglig voldgift netop slået fast. 3F havde anlagt sagen med påstand om, at ancienniteten skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor medarbejderen fratræder. Men DI/ATL fik medhold af opmanden.
For den opsagte medarbejder og virksomheden drejer det sig om nogle tusinde kroner i fratrædelsesgodtgørelse. Men det handler også om en principiel forståelse af, om det er opsigelsesreglerne fra overenskomsten eller funktionærloven, der gælder, når en medarbejder på en af ATLs medlemsvirksomheder bliver sagt op.
- Vi er naturligvis meget tilfredse med, at opmanden gav os medhold. Der har været enkelte sager gennem de seneste år, hvor der er opstået diskussion om, hvordan man skal beregne ancienniteten. Nu er det slået fast én gang for alle, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.
Sagen drejer sig om paragraf 16, stk. 1 i ATL-overenskomsten. Det var en paragraf, der kom ind i overenskomsten i 2010.
§ 16, stk. 1: Såfremt en medarbejder, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 3, 6 eller 8 år, uden egen skyld bliver opsagt, skal arbejdsgiveren ved medarbejderens fratræden betale henholdsvis 1, 2 eller 3 gange en særlig fratrædelsesgodtgørelse.
DI har holdt fast i, at ancienniteten skal beregnes med udgangspunkt i det tidspunkt, hvor medarbejderen bliver opsagt. Det samme princip er nemlig gældende i industriens overenskomst, som har dannet inspiration for bestemmelsen.
3F har på den anden side skelet til funktionærloven, hvor ancienniteten beregnes ud fra tidspunktet, hvor medarbejderen fratræder.
Kilde: ATL