Politi kontrollerer lastbiler op til marked
Inden årets Hjallerup Marked løber af stablen, er færdselspolitiet hos Nordjyllands Politi ude for at kontrollere de lastbiler, der er på vej til markedet med gods eller dyr.
Tirsdag og onsdag har politiet vinket lastbiler ind på kontrolpladsen på motorvej E45 ved Himmerland.
- Som optakt til Hjallerup Marked, kigger vi på de lastbiler, der kunne have relation til markedet for at se, om blandt andet dyrevelfærden og fødevaresikkerhed er i orden, fortæller Claus Kjær-Pedersen, der er leder af politiets tungvognscenter.
Det er især dyretransporter og lastbiler med fødevarer, som har politiet interesse i disse dage, og ordensmagten har også haft de veterinære myndigheder med på sidelinjen.
Tirsdag var der dog ikke nogen af de lastbiler, der blev kontrolleret, der havde noget med Hjallerup Marked at gøre, fortæller Claus Kjær-Pedersen.
- Men vi tager selvfølgelig alt ind, der ser interessant ud, så vi laver også kontrol for alle mulige andre færdselsforseelser, siger han.
- Måske har vi været lidt for tidligt ude, og det kan også være, at vi rykker lidt tættere på med kontrollen.
Kilde: NORDJYSKE