Transport- og logistikmand lancerer deleportal for medarbejdere
Flexicu er en ny arbejdsdelingsplatform, hvor virksomheder med samme slags medarbejdere kan deles om arbejdet. Flexicu matcher virksomhedernes høj- og lavsæsoner med hinanden. Dermed reduceres behovet for at foretage unødvendige afskedigelser og rekrutteringsbølger.
Ideen til Flexicu er skabt af erhvervsmanden Carsten Moberg - stifter af Logistikkompagniet - der har lang erfaring inden for transport og logistik og dermed kender til arbejdsmarkedets udfordringer med masseafskedigelser og rekruttering alt efter konjunkturer.
- Virksomhedernes behov for arbejdskraft varierer betydeligt henover året. Derfor er det vanskeligt for mange konjunkturfølsomme virksomheder at tage flere opgaver ind end planlagt, når markedssituationen og efterspørgslen pludselig ændrer sig. Det forhindrer dem i at vokse og skabe vækst samt nye arbejdspladser. Det problem vil vores nye deleportal for arbejdskraft adressere ved at invitere erhvervslivet til at deles om arbejdet, fortæller Carsten Moberg, CEO i Flexicu.
Kendte iværksættere i front
Carsten Moberg har allieret sig med start-up-specialist Christian Holte, der står bag Edison Law samt Søren Riis, der har etableret GoMore og Urbanwinebox samt IT-specialisten Martin Schläger og endelig iværksætteren og forfatteren Claus Skytte, der er Danmarks førende ekspert inden for deleøkonomi. Jurist Henrik Tenvig bliver direktør for Flexicu.
- Med Flexicu kan medarbejdere blive et vigtigt element i deleøkonomien. Hvor deleplatforme lige nu anklages for at snyde i skat, samtidig med at de fjerner medarbejderes sikkerhed og tryghed, gør Flexicu det modsatte. Vi bringer virksomheder sammen, der kan hjælpe hinanden. På den måde er Flexicu en moderne gammeldags virksomhed, som gør brug af det bedste fra to verdener, fortæller Henrik Tenvig, COO i Flexicu.
Internettet skaber nye arbejdsformer
I den danske model giver flexicurity et fleksibelt arbejdsmarked, fordi arbejdsgiverne lettere kan hyre og fyre.
Med Flexicu bliver det slet ikke nødvendigt. Man låner dem blot ud til naboen. Så sparer man lønomkostninger, samtidig med at medarbejderen ikke mister sit job eller overenskomst. Det giver tryghed på arbejdsmarkedet.
- Internettet og deleplatforme giver os lige nu helt nye måder at arbejde på. Det vil blive lige så naturligt at deles om arbejdet som at handle på internettet, fortæller Claus Skytte.