En transport ud over det sædvanlige
Natten mellem 3. og 4. juni var det noget af et syn som natteravnene kunne opleve på blandt andet Strandvejen i Køge, da en transport for Bladt Industries skulle fragtes fra Køge Havn til den kommende Køge Nord Station. Transporten er en del af entreprisen, som Bladt Industries udfører på vegne af Banedanmark.
Transporten bestod af seks brosektioner, der skulle fragtes cirka 8 kilometer. Alt var nøje planlagt – selv et rækværk på motorvejen var fjernet, for at man kunne få direkte adgang til byggepladsen.
Transporten bestod af seks sektioner på 9,5 x ca. 35 m, der vejer ca. 140 ton pr. stk., som blev transporteret af to omgange. Transporten var en del af Bladt Industries entreprise, som ud over dette også omfatter alt stålarbejde, jordarbejde, afvanding, fundering, udførelse af betonkonstruktioner, brobelægning, el-arbejde samt færdiggørelse af broens indretning.
Hele transporten forløb gnidningsfrit fra Køge Havn til den endelige destination.
- Vi har prøvet det før, men det gør det ikke mindre vigtigt, at planlægge ned til mindste detalje. Det er et vigtigt projekt for os og et synligt bevis på vores styrke i levering af broer, siger Søren Nielsen, Afdelingschef Sjælland, Bladt Industries.
Efter sektionerne er kommet frem til den endelige destination, skal de delvis apteres udvendigt og indvendigt, hvorefter de til september vil blive lagt op på deres endelige position på bropillerne.