23948sdkhjf

Bombealarm på Mærsk-skib viste sig at være ubegrundet

Besætningen på Maersk Memphis blev onsdag bedt om at forlade skibet på baggrund af rygter om farlig bombe.

Et Mærsk-skib måtte natten til torsdag dansk tid evakueres af de amerikanske myndigheder på grund af mistanke om, at det havde en bombe om bord.

Efter flere timers gennemgang af skibet har den amerikanske kystvagt torsdag formiddag dansk tid dog ophævet evakueringen.

På Twitter skriver US Coast Guard Southeast, at man særligt havde fokus på fire containere, som dog viste sig ikke at indeholde noget farligt eller mistænkeligt.

Containerskibet Maersk Memphis havde lige lagt til kaj i Charleston, da der blev iværksat en større evakuering af alle skibe i terminalen.

Bomben, som angiveligt skulle befinde sig i en container på skibet, skulle være en såkaldt "dirty bomb".

En dirty bomb består af en blanding af konventionelle sprængstoffer og radioaktivt materiale.

Mistanken stammede ifølge løjtnant James Zorn fra den amerikanske kystvagt fra to videoer på YouTube.

Han har til den lokale tv-station ABC News 4 fortalt, at der i videoerne påstås, at Mærsk-skibet skulle have fået bomben om bord i Pakistan.

Maersk Memphis har siden sit sidste besøg i USA været i havn i De Forenede Arabiske Emirater, Pakistan, Indien, Oman, Egypten og Spanien.

James Zorn understregede dog, at man ikke havde andre kilder at læne sig op ad, og at man udelukkende undersøgte skibet for at være helt sikker på, at det ikke sejlede rundt med noget farligt.

US Coast Guard Southeast oplyser på Twitter, at man har anholdt kilden til bomberygtet med henblik på senere afhøring.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078