23948sdkhjf

Uber taber endnu engang en stor sag ved EU-Domstolen

Uber har på forhånd sagt, at et nederlag ved EU-Domstolen ikke får den store betydning for tjenesten

Uber taber tirsdag endnu engang en stor sag ved EU-Domstolen.

Denne gang taber Uber en klage over en fransk lov, der forbyder kørselstjenesten at bruge chauffører uden lovpligtige tilladelser.

- Medlemsstaterne kan forbyde og straffe ulovlig udøvelse af transportaktiviteter i forbindelse med UberPop-tjenesten uden forudgående meddelelse til kommissionen, siger EU-Domstolen.

Uber mente, at EU-Kommissionen på forhånd skulle have været underrettet om det franske lovindgreb i 2014.

Det skete ikke. Og dermed kan de franske domstole ikke retsforfølge Uber i Frankrig på grundlag af en lov, der er forkert indført, mente kørselstjenesten.

Men en underretning på forhånd af EU-Kommissionen ville kun have været nødvendig, hvis Uber var en digital serviceformidler.

Og det er Uber ikke, afgjorde en skelsættende EU-dom i en stor spansk sag kort før jul.

Uber er derimod et taxaselskab. Det er derfor omfattet af EU-landenes nationale regler for hyrevogne, sagde EU-Domstolen allerede i december.

Derfor har Frankrig lov til at gribe ind mod chauffører, der kører rundt med passagerer uden lovpligtige tilladelser, lyder det også i den nye EU-dom.

Uber har på forhånd sagt, at et nederlag i retten ikke vil få den store betydning i dag.

Den del af forretningen, som den franske lov greb ind imod, blev nedlagt i 2015. 

Og i dag bruger Uber kun professionelle chauffører i Frankrig og de fleste andre europæiske lande, har det på forhånd lydt fra selskabet.

En unavngiven talsperson for Uber nedtoner tirsdag betydningen af dommen.

- Som vores nye administrerende direktør har sagt, er det passende at regulere tjenester som Uber, siger talspersonen i en skriftlig udtalelse.

- Så vi vil fortsætte dialogen med byer over hele Europa, hedder det i udtalelsen.

Ubers indtog er stødt på modstand mange steder i Europa. Både fra myndigheder og fra taxachauffører, der har set deres levebrød truet.

Sidste år droppede Uber at køre i Danmark. Det skyldtes en ny taxalov, der blandt andet fastholdt krav om taxameter og sædefølere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062