23948sdkhjf

DFDS køber tyrkisk rederi for syv milliarder kroner

Danske DFDS ekspanderer til Middelhavet med køb af tyrkisk fragtrederi

Den danske transport- og rederikoncern DFDS har købt et tyrkisk fragtrederi for lige under en milliard euro, hvilket svarer til lidt mere end syv milliarder kroner. 

Dermed går rederiet ind i Middelhavet. Det skriver DFDS via fondsbørsen.

- Med købet af U.N. Ro-Ro ekspanderer vi til et af Europas mest attraktive fragtmarkeder, der operationelt ligner Nordeuropa, siger administrerende direktør i DFDS Niels Smedegaard i en meddelelse. 

- Det giver os mulighed for sammen med U.N. Ro-Ro's nuværende stærke ledelse at udnytte vores netværk, flåde, erfaring og færdigheder til at udvikle virksomheden yderligere, samtidig med at vi understøtter U.N. Ro-Ro's kunders vækst, lyder det.

DFDS blev grundlagt i 1866 og transporterer gods både til lands og til vands, ligesom det har en række passagerfærger rundt om i Europa. Blandt andet Oslo-båden, der sejler mellem København og Oslo.

Rederiet U.N. Ro-Ro driver fem fragtruter i Middelhavet mellem Tyrkiet og EU. Rederiet har fire ruter til Italien og en til Frankrig.

Virksomheden har 500 ansatte og 12 fragtskibe, der ifølge DFDS alle er bygget på Flensborgs værft. En del af DFDS' skibe er bygget på samme værft.

U.N. Ro-Ro driver desuden to havneterminaler. Det tyrkiske selskab ventes at omsætte for 240 millioner euro i 2018.

Topchefen for det tyrkiske selskab glæder sig ifølge pressemeddelelsen over opkøbet.

- Vi glæder os til at blive en del af DFDS' netværk og til de udviklingsmuligheder, som det giver både vores kunder og medarbejdere, siger Selçuk Boztepe. 

Som led i overtagelsen annullerer DFDS sit aktietilbagekøbsprogram og suspenderer sit udbytte i 2018.

Handlen er betinget af godkendelse fra de tyrkiske, østrigske, tyske og italienske myndigheder. Den forventes endeligt gennemført i juni 2018. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094