Kun hver tredje ledig får chaufførjob efter kursus
Der er stor mangel på chauffører, og vi kan skaffe jobs til de ledige, der tager kørekort til bus eller lastbil hos os.
Sådan lyder det gang på gang fra Dekra. Men to ud af tre af de ledige, som jobcentrene har sendt på AMU-kursus på en af Dekras skoler, ryger tilbage på offentlig forsørgelse efter kurset. Det viser en aktindsigt, som Avisen.dk har fået hos 28 kommuner.
Siden 2016 har jobcentrene brugt 197 millioner kroner hos Dekra, som nu bliver undersøgt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, fordi der er mistanke om, at de modtager offentlige støttekroner, som de ikke har ret til.
Nogle af jobcentrenes penge kunne måske være bedre brugt, mener Frank Sørensen, som er kontorchef i Jobcenter Esbjerg.
- Effekten af Dekras kurser har ikke været, som vi har forventet. Vi ser på pris og effekt og er derfor holdt op med at sende så mange ledige på kursus hos Dekra, siger Frank Sørensen til Avisen.dk.
Dekra har jobgaranti. Den går ud på, at Dekra skal skaffe et job til de ledige, der tager kørekort til lastbil, bus eller taxa inden for tre måneder efter, de er færdige med kurset. Ellers skal Dekra betale et beløb tilbage til det jobcenter, der har betalt for kørekortet.
Jobgarantien gælder dog kun 'egnede kandidater' og det er Dekra, der på et møde afgør, om en ledig er egnet. Garantien gælder først, når der er indgået en aftale mellem Dekra og jobcenteret.
De 28 kommuner, der har svaret på Avisen.dk's aktindsigt, har siden 2016 sendt 1.825 ledige på kursus hos Dekra, og af dem røg 1.207 tilbage på offentlig forsørgelse efter kurset.
Det er ikke alle disse kursister, der har haft en kontrakt på jobgaranti. Men mange af de kursister, som Avisen.dk har talt med, er blevet skuffede, fordi de har fået indtryk af, at de var omfattet af jobgarantien.
Dekras direktør, Peter Laursen, henviser til tal fra 3F og Dansk Industri, som vurderer, at Danmark vil få brug for 2.500 nye chauffører fremover. Han skriver i en mail til Avisen.dk:
"At over 1207 ud af 1825 - altså mere end hver tredje og mere end 600 borgere - er kommet ud af offentlig forsørgelse og altså i arbejde blot 3 måneder efter endt uddannelse hos Dekra; det er vi meget stolte af. Det viser, at når fagforeninger, a-kasser, jobcentre, virksomheder og en uddannelsesinstitution som Dekra arbejder sammen, så kan vi hjælpe utrolig mange ledige tilbage på arbejdsmarkedet."
Men i 3F Transport oplever de ikke, at der er mangel på chauffører lige nu.
- Når man sender 66 procent tilbage på offentlig forsørgelse efter et chaufførkursus, så er der ikke akut mangel på chauffører. Vi skal passe på, at DEKRA ikke bliver en kørekortfabrik, siger næstformand Flemming Overgaard.
Kilde: Avisen.dk