Ustabil sandpude skyld i synkende Limfjordstunnel
I månedsvis har eksperter undersøgt og analyseret Limfjordstunnelen og dens kurs længere og længere ned under vandet.
Nu ligger årsagen endelig klar - tunnelen synker, fordi den i den nordlige ende ligger på en godt 20 meter høj sandpude, som ikke er lavet stabilt nok, fortæller chefkonsulent hos vejdirektoratet, Niels Christian Skov Nielsen, til DR Nordjylland.
- Sandpuden er løst lejret og ikke komprimeret. Den er ikke så stabil, som man havde regnet med.
Den løse lejring betyder desuden, at de mange tusinder bilister også er med til at få tunnelen til at synke endnu mere.
- Det gør så over tid, at den bliver påvirket af trafikken, der vibrerer ud igennem tunnelen og ind i sandfyldet.
Og sandpuden, tunnelen hviler på i den nordlige ende, fortsætter med at synke godt 1-1,5 millimeter om året, siger Niels Christian Skov Nielsen.
- Det er ikke katastrofalt, men det er en udfordring,
Nu skal en ny gruppe eksperter finde ud af, om problemet kan løses. Vejdirektoratet forventer at have nyt om det i efteråret 2018
Transportministeren har tidligere meddelt, at Limfjordstunnelens har 30 til 40 års levetid tilbage.