23948sdkhjf

Scania har opdateret sin V8’er

Scanias 520 hk V8 motor har i årevis været den mest solgte V8’er herhjemme. Nu har Scania-ingeniørerne været i laboratoriet igen for at gøre motoren endnu mere moderne og økonomisk - og mere konkurrencedygtig; men de har også været i historiebøgerne. 

De har nemlig anvendt en metode, som den amerikanske ingeniør Ralph Miller, opfandt i 1950’erne og som logisk nok kaldes "Miller cyklus". 

Her er tale om brug af en knastaksel, som har en anden profil end normalt, og som holder indsugningsventilerne åbne i længere tid. 

Det betyder, at motoren får mindre luft, og at den holder en højere arbejdstemperatur, som passer til anvendelsen af Scanias SCR-teknologi.

Prøvekørsel med 40 ton
Transportmagasinet har prøvet den nye teknologi i den helt nye Scania generation. Testen var begrænset til et vogntog med 40 ton totalvægt, fordi testbilen skal videre til tests rundt omkring i Europa. 

Sidst vi prøvede Scanias 520 hk V8’er var i 2014, hvor det var en dansk udgave med 53 ton totalvægt. Turen nu var næsten den samme som dengang - fra Ishøj til Bårse via motorvejen og retur ad den gamle hovedvej til Rønnede og så på motorvej til Ishøj. 

Der var dog den forskel, at de 13 ton, som var ekstra på ladet for fire år siden, betød, at motoren skiftede imellem 12. og 10. gear på bakkerne. Nu blev vi i 12. gear hele tiden i testbilen, som var en 4x2 eksporttrækker. En indenrigsbil med op til 56 ton ville nok skifte mellem gearene ligesom dengang.

Højstyrkestål gør lettere
Men man skal også tænke på, at det nye Next Generation førerhus med brug af højstyrkestål er lettere end den gamle. 

I hvert fald brugte vi 28,4 liter diesel på den 129 km lange rute. Det svarer til, at vi kørte med et gennemsnit på 4,5 km/l. 

Vores co-driver, Mikael Jederud fra Scanias fabrik i Södertälje, havde hentet testbilen i Tyskland og havde på sin 968 kilometer tur fra Koblenz til Ishøj opnået et gennemsnit på 4,8 km/l; men han havde hovedsageligt kørt på motorvej. 

På vores test-rute havde vi både en del rundkørsler og skulle slås med en langsomt kørende traktor på landevejsdelen, der var på i alt 15,6 km.

Mere økonomisk end tidligere
Samlet viser tests, at den nye 520 V8 er 7-10 procent mere økonomisk end forgængeren med EGR/SCR teknologi, men med samme motorblok. 

I dag er der mindre friktion i motoren og højere kompression. Dertil mere avancerede termostater i forbindelse med oliekølesystemet. 

Lysløst gearskifte
Den nye generation Scania er samtidig meget lydløs. Man bemærker knap nok op- og nedgearinger i automatiserede Opticruise gearkasse. 

Det skyldes, at der i den nye generation anvendes en bremse på bundgearsakslen i stedet for syncromesh-ringe. Det har ganske enkelt halveret gearskiftetiden, så turbotrykket ikke falder nævneværdigt under gearskift. 

I EcoRoll mode i 12. gear var omdrejningerne helt nede på 850!

APCC med FSR
Bilens Active Prediction Cruise Control betyder, at bilen selv finder det rette gear ved hjælp af GPS-data, der læser vejen tre kilometer frem og tilpasser hastighed og gearskift derefter. 

Her skal nævnes Scanias ACC med den nye Full Speed Range (FSR) - hvor bilen fortsat holder en valgt afstand til bilen foran - kan stoppe og gå i stop/start mode og fortsat holde ACC-funktionen aktiv. Man skal bare huske, at man ikke skal røre bremsepedalen. 

Når bilen foran kører igen, starter man også selv igen helt automatisk. Systemet er integreret i den nye elektro-pneumatiske håndbremse. Håndbremsen aktiveres også, hvis man tager selen af eller åbner døren. 

Desuden havde bilen linjevogter (Lane Departure Warning). 

Nyt er også træthedssignal, hvor en kaffekop kommer til syne i displayet, når en pause anbefales.

Større navigationsskærm
Bilens navigationsskærm er også blevet større, og der er kommet flere USB-stik. Der er fortsat masser af opbevaringsplads i kabinen. 

I Next Generation Scania er A-stolpen gennem stærkere ståltyper gjort en del smallere. 

Dertil kommer, at selve førerpositionen er rykket 65 mm frem og 20 mm til venstre. Det giver det bedre overblik, bedre udsyn ved rattet. 

Scania’s udviklingsafdeling har fundet frem til, at den nye position for chaufføren også giver bedre kontrol over lastbilen. Dermed øges sikkerhed samtidig med, at der bliver bedre plads i kabinen.

Bedre køreegenskaber
De nye Scania lastbiler er også mere letkørte. Et stort plus er de forbedrede køreegenskaber, som skyldes mere velafstemt affjedring, som optager ujævnheder bedre end tidligere. Nævnes skal også den forbedrede aerodynamik. 

Vi skal også nævne, at alle knapper og kontakter er logisk placerede og lette at betjene. 

Kun speedpilot og afstandsregulering er akavet placeret i bunden af rattet - det kræver fortsat tilvænning, selv om rattet er fladt i bunden og knapperne derved er kommet højere op.

Store forventninger
Hos Scania Danmark er der store forvbentninger til den nye V8’er. 

- Der er næppe tvivl om, at Scanias 520 hk V8 fortsat vil være yderst populær, ikke mindst i forbindelse med 7-akslede vogntog eller Norden-kørsel, siger salgsdirektør Anton Freiesleben, Scania Danmark. 

De nordiske lande og Italien hører til Scania’s solide V8-markeder. I disse områder har der altid være tradition for at anvende den populære Scania-motor. 

- På visse tidspunkter har V8-salget i Danmark næsten udgjort 50 procent af Scanias salg; men siden den mindre 6-cylindrede 13-liter motor kom til, ligger V8-salget på typisk 25-30 procent af salget. Det skyldes, at de mindre motorer til stadighed har fået bedre præstationer, forklarer Anton Freiesleben. 

- Selv den "lille" Scania 9-liter motor kan præstere bedre end de første V8-motorer! 

Overgangen til 7-akslede vogntog i Danmark har betydet, at V8’eren og den nye version af 520’eren forventes at udgøre 100-150 af de 300 V8 Scania’er, der sælges årligt i Danmark. Den næstmest populære er 580 hk-versionen, som blandt andet er meget populær til de krævende transporter nordpå.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078