23948sdkhjf

Miljøminister i samråd om dyretransporter

En række ordførere er rystede over, at antallet af lange dyretransporter med levende danske smågrise på få år er eksploderet

Dyrevelfærdsordførere på tværs af partierne kræver nu, at miljø- og fødevareordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) rydder op i de senere års voldsomme stigning i lange transporter til udlandet med levende svin.

- Jeg er ganske enkelt rystet over, at vi sender så mange smågrise ud på urimeligt lange rejser uden for landets grænser, siger Socialdemokratiets ordfører Simon Kollerup.

- Det er dårligt for dyrevelfærden, og det er skidt for Danmark, at vi går glip af en masse danske arbejdspladser på slagterierne, hvor vi har dygtige medarbejdere, siger han.

Han vil ligesom Enhedslisten nu have ministeren i samråd. 

- Vi vil have regeringen til at handle på det her. Noget tyder på, udviklingen i smågriseindustrien er gået så stærkt, at kontrollen ganske enkelt ikke er fulgt med, siger Kollerup.

- Men vi kræver også politiske initiativer, der sikrer, at grisene i højere grad bliver hjemme i Danmark og skaber arbejdspladser her. 

Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten er enig.

- Det er en helt vild stigning, der er sket i transporterne over de lange afstande, og det bliver vi nødt til at se på, siger han. 

Danske landmænds talent for at lave mange pattegrise per so har skabt en hel industri.

Den sendte sidste år 9,4 millioner smågrise ud på rejser på mindst otte timers lange køreture for at ende hos landmænd ofte i Tyskland, Polen eller Italien, hvor dyrene fedes op og slagtes.

På ti år er antallet eksploderet fra 1,9 millioner grise i 2007 til 9,4 millioner i 2017. Det viser en aktindsigt fra Fødevarestyrelsen til Dyrenes Beskyttelse.

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Karina Due, mener, at der tegner sig et billede, hvor kontrollen slet ikke er fulgt med.

- Når der samtidig er tal, der tyder på for mange dyr i hvert fjerde af de undersøgte transporter, så er det slet ikke tilfredsstillende. Det må vi tage op med ministeren, hvis vi ikke kan sikre, at dyrene i stedet opfedes og slagtes herhjemme, hvad vi jo allerhelst så, siger hun.

Også ordfører Trine Torp fra SF er bekymret over dyrevelfærden og tabet af danske arbejdspladser.

- Jeg mener, det vil være oplagt nu og i et samarbejde med Dyrenes Beskyttelse og svineproducenterne i hvert fald at få en opdatering på forholdene under grisetransporterne, og hvordan det reelt står til. Herunder om kontrollen er sejlet agterud, siger hun.

Ifølge et ministersvar til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg i april var der i 2015 for mange svin om bord på hver fjerde af de knap hundrede transporter, der blev tjekket ved stikprøvekontrol.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078