23948sdkhjf

EU godkender statsstøtte til Postnord: 4000 fyres

Postnord kan med penge fra staten gå i gang med at genoprette forretningen. Det skriver EU-Kommissionen

Efter lang tids behandling har EU-Kommissionen afgjort, at Danmark gerne må støtte PostNord med et milliardbeløb. Støtten beskrives som en kompensation for at "varetage postbefordringspligten".

Det økonomiske indskud er afgørende for Post Danmark, der er i store økonomiske problemer. Støtten vil gøre det muligt at fyre tusinder af tjenestemandsansatte postfolk, der koster selskabet dyrt.

- Nem adgang til posttjenester er vigtig for alle EU borgere. Med dagens afgørelse kan Post Danmark fortsat opfylde sin befordringspligt og sin sociale og økonomiske rolle uden ulovligt at fordreje konkurrencen, skriver EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen har EU godkendt, at den danske stat kompenserer Post Danmark - gennem ejeren PostNord - med op til 1,2 milliarder kroner frem mod 2019. Og at der ikke er tale om ulovlig statsstøtte.

- Kommissionens vurdering viser, at den kompensation, som Danmark yder til Post Danmark, ikke overstiger befordringspligtens nettoomkostninger. 

- Det betyder, at der ikke er tale om overkompensation. På det grundlag har Kommissionen konkluderet, at støtten er forenelig med EU's statsstøtteregler, skriver EU-Kommissionen.

Post Danmark har længe ventet på, at EU-Kommissionen kom frem til en afgørelse. Ved regnskabet for første kvartal fortalte selskabet, at det kostede selskabet 21 millioner kroner i lønomkostning for hver måned, man ikke fik svar.

- Det er relativt simpelt. Vi har planlagt at afskedige 3000-4000 mennesker. Mere end 1000 af dem er tjenestemænd, som er dyre at afskedige, fordi de har tre års opsigelse med løn. 

- Så udgiften er lønomkostninger til de ansatte med særlige vilkår, sagde chef for PostNord i Danmark Peter Kjær i april om omkostningerne ved at vente på en EU-godkendelse.

Her viste den danske del af forretningen et underskud på 142 millioner danske kroner.

Selskabet har længe været under pres på grund af faldende postmængder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078