Vidende lastbil-journalist fylder rundt
Freelance-journalist Mikael Friis fylder 60 år i morgen lørdag den 9. juni 2018. Mikael Friis har beskæftiget sig med lastbiler i næsten hele sit arbejdsliv. Det startede allerede som barn, da han blev fascineret af de store køretøjer. Som stor knægt blev hans første job juniorsælger af lastbiler hos Sommer Volvo i Helsingør; men det var dog ikke nogen ubetinget succes.
- Jeg var nok mere junior end sælger, som han udtrykker det, for kort tid efter havde han forladt bilforhandleren og begyndte at studere på Handelshøjskolen i København. Senere kom han ind på Danmarks Journalisthøjskole og blev journalist.
Praktiktiden foregik i øvrigt på Transportmagasinet, der dengang blev udgivet af Teknisk Forlag.
Under hele studietiden kørte han som eksportchauffør til Sydeuropa og som containerchauffør i København og Aarhus for at tjene penge til studierne.
Lastbilerne trak igen
Som nyuddannet journalist fik Mikael Friis job som redaktionsleder på TV3’s nyhedsredaktion, men efter nogle få år trak lastbilerne igen så meget, at han sagde sit faste job op for at kaste sig fuldtids over lastbilstoffet.
Han blev fast leverandør af artikler og lastbiltests til månedsbladet TransInform og var i en periode også dansk medlem af den internationale ”Truck of the Year”-jury.
Pressechef hos Scania
I 1997 blev han tilbudt jobbet som informations- og pressechef hos Scania Danmark – og sagde ”ja tak”. Det blev til godt 18 år i Scania Danmarks tjeneste, inden han for godt tre år siden vendte tilbage til freelance-tilværelsen med speciale inden for journalistik, markedsføring, presserådgivning og oversættelser – primært i lastbil- og busbranchen samt andre tekniske brancher.
Specielt tiden som pressechef hos Scania står skarpt i undertegnedes erindring. Det er blevet til mange Scania-ture i Sverige, Norge, Belgien, Spanien og Frankrig, hvor Mikael Friis med stor grundighed og entusiasme fik guidet os igennem de nyeste detaljer i Scanias motorer og gearkasser, før vi til sidst endelig fandt et lille værtshus, hvor man kunne nyde en stille, lokal pilsner og fordøje de mange tekniske indtryk.
Mikael Friis er en af de få journalister, der både har en stor teknisk indsigt og har evnen og tålmodigheden til at kunne forklare den til ikke-tekniske mennesker.
Mikael Friis var for mange af os journalister indgangen til Scania Danmarks ledelse og til de mange uafhængige Scania-forhandlerne, der fandtes dengang. Han blev også dus med den svenske Scania-organisation og kunne skaffe interviews med diverse tekniske chefer.
Mikael gik til filmen
Et af Mikael Friis’ glansnumre fra de glade Scania-dage var som statist i TV-serien Rejseholdet, hvor han var ”stand in” for lastbilchaufføren Johnny Olsen alias Lars Bom. Specielt scenen, hvor lastbilen skulle brase igennem en lade, har vi hørt om igen og igen.
At Mikael for tre år siden forlod Scania var for mange af os journalister en stor overraskelse; men vi overvandt chokket – og vi regner ham stadig for en af de få, men dygtige journalister med interesse for transport og lastbiler.
Mikal Friis er ikke journalist for ingen ting. Han kender fortsat til de seneste nyheder og den nyeste sladder, så han er stadig en værdifuld kilde at have telefonnummer på.
Familien tillader stadig, at han kører som chaufførafløser i ind- og udland. Det er jo ikke noget, der pynter på aldersstatistikken for danske chauffører; men når det nu er så svært for vognmændene at få fat i unge chauffører, er det vel i orden, at han af og til får lov til at slide dækkene på en stor V8’er.
Mikael Friis fejrer 60-årsdagen ved en uformel reception for sine nærmeste kollegaer og venner i dag fredag den 8. juni kl. 14.00-16.00 på ølbaren Dia’Legd, Viktoriagade 1 på Vesterbro i København.