Udmattet chauffør overvejede selvmord på jobbet
Stress og en bøde. Det blev udfaldet af 19-årige Jasper Bruuns ansættelse som chauffør hos transportfirmaet HO Transport i Hammel.
Chaufføren kørte for firmaet i en varebil med pakker i Jylland. Ifølge Jasper Bruun mødte han på arbejde mellem klokken fem og seks om morgenen og ofte var på arbejde til mellem klokken ni og 11 om aftenen.
Det skriver Fagbladet 3F.
- Jeg har seriøst tit overvejet at køre ind i autoværnet. Jeg blev presset så langt ud, at jeg overvejede at tage mit eget liv. Jeg har været tæt på at påkøre lastbiler og biler, fordi jeg var ved at falde i søvn. Det var ikke en rar følelse. Overhovedet ikke. Og det er overhovedet ikke ansvarligt, siger Jasper Bruun til Fagbladet 3F.
Chaufføren fortæller, at han på grund af træthed på jobbet én gang lagde sig ind på en rasteplads for at sove, men ifølge ham udløste det skæld ud fra chefen.
I slutningen af maj i år valgte han selv at sige sit job op som varebilschauffør hos HO Transport.
I begyndelsen af juni fik Jasper Bruun tilsendt en bøde fra Nordjyllands Politi. Det skyldes, at politiet havde stoppet ham 24. maj på motorvejen ved Støvring på et tidspunkt, hvor varebilen var overlæsset med 580 kilo ifølge bødeforelægget.
- Vi kørte dagligt med overlæs. Vi blev lovet, at hvis vi blev stoppet med overlæs, så ville bøden blive betalt af firmaet. Jeg har kontaktet ejeren af HO Transport flere gange, men nu svarer han ikke længere på mine SMS’ere. Så nu står jeg med bøden, siger Jasper Bruun.
Ejer: - Det er ikke noget problem
Ejer af HO Transport Hans Ole Huulgaard oplyser, at varebilerne normalt skulle være tilbage klokken 19.00. Og han pointerer, at der ikke er nogen, der kører 13 timer uden pauser.
Om problemet med stress, siger Hans Ole Huulgaard:
- Så er de nok ikke gearet til det her job. Det er ikke noget problem for mine andre medarbejdere, som har været her i flere år.
- Det kan godt være, at vi har overlæs. Men det er ikke overlæs, overlæs. Måske et par kilo. Men der skal ikke være overlæs, siger siger Hans Ole Huulgaard og tilføjer, at overlæs på varebilerne sommetider skyldes, at kunder angiver vægten på pakkerne for lavt.
Han oplyser, at han har talt med politiet om den bøde, som Jasper Bruun har fået for at køre med overlæs i firmabilen. Ejeren af HO Transport ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt han vil betale bøden, og afviser at svare på flere spørgsmål vedrørende Jasper Bruuns udsagn.
Kilde: Fagbladet 3F