23948sdkhjf

Brændselsceller tættere på kommercielt gennembrud

Succesfuld afslutning på et dansk/internationalt projekt om brændselsceller

De seneste fem år har Danish Power Systems med en lang række partnere arbejdet på projektet 4M (Mechanisms, Materials, Manufacturing and Management). Projektet er et udviklingsprojekt, der har resulteret i bedre levetid og performance for brændselscellerne og bedre samarbejde på tværs af både nationale og internationale institutter og private virksomheder.

- Projektet 4M har været med til at modne brændselscelleteknologien væsentligt, fortæller teknisk direktør i Danish Power Systems Thomas Steenberg.

- Den øgede forskning i brændselscellens materialer har givet os en markant bedre forståelse af polymerers og membraners egenskaber og samspillet mellem membran og elektrode. Dette har banet vejen for en meget lang levetid og en høj performance, hvilket er et stort skridt mod en endelig kommercialisering af brændselscellen.

Mere konkurrencedygtig
- Den nye viden om materialerne har også været med til at reducere produktionsomkostningerne for en brændselscelle, hvilket har gjort det til en mere konkurrencedygtig energiform. Det har været med til at skabe et solidt fundament for fremtidige investeringer, tiltrække kapital og skabe jobs, tilføjer administrerende direktør i Danish Power Systems, Hans Aage Hjuler.

Projektet blev ledet af DTU Energi; men en lang række andre danske universiteter har også deltaget, både Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Københavns Universitet. Desuden har Danish Power Systems, SerEnergy og EWII, der alle beskæftiger sig med brændselsceller, været med.

- Det er også lykkedes at få forskningscenter Jülich i Tyskland med. Det er et af verdens største centre for brændselscelleforskning. Også to koreanske institutter har deltaget, og 4M projektet har i høj grad været med til at styrke samarbejdet i feltet, siger Hans Aage Hjuler.

- Vi forventer mere samarbejde i de kommende år med Korea, siger professor fra DTU Energi, Qingfeng Li. Vi indgik sammen med Danish Power Systems en aftale med KOGAS fra Korea sidste år, og det arbejde er allerede startet.

Fem års finansiering
Projektet er finansieret af Innovationsfonden over en periode på fem år, og det har medvirket til et øget samarbejde mellem private virksomheder og offentlige universiteter, der alle arbejder med brændselscelleteknologien.

- Det betyder utrolig meget, at Innovationsfonden støtter initiativer som det her, siger Hans Aage Hjuler.

- Det er det, Danmark skal leve af i fremtiden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064