FM-signal slukkes ikke
FM-signalet bliver ikke slukket i en aftale om medieforliget. Det siger Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, til TV2.
Det bekræftes samtidig af flere regeringskilder til TV2.
Mette Bock afviste ved et nyligt samråd, at hun vil slukke FM-signalet i 2021, som det fremgår af regeringens medieudspil. Hun ville vente til 2023.
- Jeg er indstillet på at udskyde det seneste FM-sluk til 2023, sagde hun under samrådet.
Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn havde indkaldt ministeren. Han var bekymret over, at bilister ikke kunne høre trafikmeldinger over FM-radio.
Torsdag forhandler Dansk Folkeparti et medieforlig med regeringen i Kulturministeriet.
På vej ind sagde kulturminister Mette Bock (LA) til TV2 News, at det var vigtigere, at medieforliget blev godt, end at parterne hurtigt blev enige.
Hun ville ikke kommentere indholdet, men kaldte aftalen "ambitiøs".
Regeringen og Dansk Folkeparti indledte medieforhandlingerne med en aftale om Danmarks Radio. DR skal spare 20 procent af budgettet, 1,1 milliarder kroner over fem år.
Denne aftale skulle andre partier acceptere for at deltage i forhandlingerne. Det afviste først De Radikale og Enhedslisten.
Siden gik SF og Socialdemokratiet, fordi den økonomiske ramme ifølge dem stadig blev forhandlet i Finansministeriet.
I sidste uge blev det meddelt, af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, at partiet endegyldigt var ude af medieforhandlingerne.
Senest har regeringen forhandlet alene med DF. Her har støttepartiet afvist regeringens forslag om at sælge 40 procent af aktierne i TV2.
Det har fået Mette Bock til at erkende, at der ikke bliver tale om et delvist salg af TV2 i dette medieforlig.
Tilbage i forhandlingerne udestår blandt andet spørgsmål om mediestøtten til aviser og TV2-regionerne.
/ritzau/