Politiet kontollerede tung transport ved Roskilde Festival
TungvognsCenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi foretog tirsdag mellem klokken 9 og 13 en kontrol af store køretøjer under kørsel til eller fra Roskilde Festival.
Politiet fokuserede især på busser – og i særdeleshed shuttle-busserne – med hensyn til trafiksikkerheden for øvrige trafikanter og ikke mindst festivaldeltagernes sikkerhed.
Politiet havde bremserullefeltet med til kontrollen, der blev foretaget på Darupvej.
Ved kontrollen blev 18 køretøjer i alt kontrolleret, heraf 15 busser. Ni køretøjer gav anledning til optagelse af rapport. Som følge af diverse forseelser kan fire førere og ni arbejdsgivere nu se frem til at modtage en sigtelse.
I bremserullefeltet blev 10 busser og en lastbil kontrolleret. Det kostede nummerpladerne for en bus, mens fire andre busser og en lastbil havde så grelle fejl, at de er indkaldt til syn.
Sigtelserne mod førerne og arbejdsgiverne omfatter overtrædelse af følgende regler:
- lov og bekendtgørelse om buskørsel (tilladelsesgrundlag ikke i orden)
- godkendelse og syn af køretøj (ikke fremstillet køretøj (shuttlebus) til periodisk syn)
- fejl og mangler ved køretøj (shuttlebusser) – herunder:
- utilgængelige nødudgange
- ikke tilstrækkelige nødudgange til passagerantal
- beskadigede dæk (fare for dækeksplosion)
- fejl ved ildslukkere
- ikke anvendt takograf (fartskriver) korrekt (optegnelser om køre- og hviletid forvansket)
- kørekort udløbet eller ikke erhvervet – herunder:
- kørekort til bus udløbet for mere end 1 år siden
- erhvervskørekort til bus udløbet for mere end 1 år siden
- ikke erhvervet kørekort til stort påhængskøretøj (kategori B/E)
- ikke erhvervet chaufføruddannelsesbevis
- mange forhold om manglede dokumentation på uddannelse (shuttlebus)
- overlæs på lastbil
Politiet vil fortsat under festivalen være til stede i området på udkig efter for eksempel spiritus- og narkopåvirkede bilister, pirattaxier og andre overtrædelser af færdselslovgivningen.