DAF efterlyser ældste lastbil i drift
DAF Trucks leder efter den ældste lastbil, der stadig er i drift. Eftersøgningen fokuserer på forrige århundredes typiske DAF køretøjer, der stadig er i daglig drift.
Vognmænd og chauffører opfordres til at fortælle om deres lastbil på DAF Trucks N.V.'s facebook-side.
DAF Trucks fylder 90 år i år. I begyndelsen fokuserede virksomheden på at fremstille letvægtssættevogne, men den begyndte at fremstille lastbiler i 1949.
DAF modtager tit billeder fra vognmænd og chauffører fra hele verden, hvor de stolt viser lastbiler frem, der for flere årtier siden forlod fabrikken, men som stadig er i daglig drift. Alle disse billeder har gjort DAF Trucks nysgerrige efter at finde den ældste DAF lastbil, der stadig er i drift.
DAF Trucks har lanceret en kampagne på facebook, hvor de leder efter den ældste DAF lastbil stadig i drift. Irske John Tarrent har allerede delt sin klassiske DAF 2100 fra 1984, som stadig er i drift den dag i dag:
- Hun har arbejdet hårdt for os i 34 år, hun er altid til at stole på, og hun vender altid tilbage til basen, uanset hvornår på døgnet det er.
DAF er interesserede i billeder og historier om DAF lastbiler, der er fremstillet i begyndelsen af 1990'erne, i 1980'erne, i 1970'erne eller endnu tidligere, og som stadig er i drift. Billeder og videoer kan lægges op på DAFs facebook-side. I slutningen af november vil den ældste DAF lastbil stadig i drift blive offentliggjort.