Nye tal: Dyr fragt skræmmer forbrugerne væk fra netbutikkerne
Igen i år indtager dyr fragt førstepladsen på listen over netbutikkernes værste fjender.
Det slår FDIH’s seneste analyse fast, og det bekymrer Niels Ralund, adm. direktør i FDIH - Foreningen for Dansk Internethandel
- Det er desværre ikke overraskende, at vi år efter år kan se, at fragtpriserne får forbrugerne til at springe fra et køb. Men det er bekymrende og frustrerende for netbutikkerne, da de reelt ikke kan gøre så meget. De kan jo ikke bare vride armen om på fragtvirksomhederne og tvinge dem til at sænke prisen, siger han.
Analysens konklusion bliver ikke bedre af, at knap halvdelen (45 pct.) af forbrugerne vurderer, at danske butikker har en højere fragtpris end udenlandske, forklarer Niels Ralund.
- Hvis forbrugerne vurderer, at de kan få samme vare leveret billigere fra udlandet, skal man jo ikke være et matematisk geni for at regne ud, at det vil de fleste nok vælge. Det er helt klart en væsentlig årsag til, at udlandshandlen stiger hvert år.
Samarbejde er vejen frem
Netbutikkerne er helt klar over forbrugerens fragt-forventninger, og ifølge FDIH’s logistikanalyse fra oktober 2017 tilbyder 52 pct. af netbutikkerne gratis levering. Det er lidt flere end i 2016.
- Jeg smiler med det øje og græder med det andet, for det er positivt, at de danske netbutikker tager kampen op, men jeg ved også, at det er en meget dyr kamp. Og det er især de mindre netbutikker, der kan mærke det på bundlinjen, siger Niels Ralund.
De mindre netbutikker har også svært ved at forhandle lige så gunstige aftaler som de største, og derfor opfordrer Niels Ralund dem til at samarbejde fx ved at samle deres forsendelser i en pulje og derved stå stærkere i forhandlingerne med leverandørerne.
- Coolrunner et godt eksempel på, at samarbejde giver lavere fragtpriser, ikke mindst ved forsendelser over grænserne. Hvis vi skal klare os i konkurrencen, så tror jeg, at lignende tiltag er vejen frem, siger han.
Politikerne skal bakke op
Vejen frem er derimod ikke nye regler, der vil gøre livet mere besværligt for små selvstændige vognmænd.
Det er desværre tilfældet med en ny lov, der skal regulere den lette godskørsel, som står for store dele af distribution af pakker fra e-handel.
Forslaget rammer de ca. 10.000 varebiler med en totalvægt på mellem 2 og 3,5 tons, som kører med gods for fremmed regning.
Vognmændene skal blandt andet betale gebyr for vognmandstilladelse, tage et vognmandskursus til omkring 5000 kr. og løbende gennemgå efteruddannelse. Loven træder i kraft 1. januar.
- Vi frygter, at det bliver dyrere og mere besværligt at drive en mindre vognmandsforretning, og dermed kan fragten blive dyrere for netbutikkerne. Jeg synes ærligt talt, at det er en ommer, forklarer Niels Ralund.
- Vi opfordrer i stedet politikerne til at se på, at gamle postaftaler giver kinesiske butikker store rabatter, og at der ikke altid bliver betalt moms og told fra udenlandske netbutikker. Det vil gøre mere for konkurrenceevnen og erhvervslivet, siger han.