23948sdkhjf

Vejdirektoratet laver banebrydende forsøg på E20

Østjyske Motorvej ved Taulov blev natten til søndag inddraget i et banebrydende forsøg på miljøfronten.          

Det skete ved, at Vejdirektoratet udlagde en særligt klimavenlig asfalt på cirka to kilometer af strækningen i implementeringsforsøget på en vejbelægning, der nedsætter udledningen af drivhusgasser fra biltrafikken.          

Forsøget er det eneste af sin art i verden og kan have stor betydning for bestræbelserne på at gøre noget ved den udledning, der kommer fra vejene.

- Forsøget rummer betydelige miljømæssige perspektiver, fordi selv en beskeden formindskelse af CO2-udledningen fra vejtrafikken kan have meget stor indvirkning på klimaet. Det vil også være en gevinst for bilisterne, fordi det sparer brændstof at køre på den klimavenlige asfalt. Vores forventninger peger på, at borgerne og virksomhederne i gennemsnit sparer ca. 40 mio. kr. i brændstof for hver million kroner, der investeres i klimavenlig asfalt, siger projektleder Christian Axelsen fra Vejdirektoratet.          

Høj holdbarhed og mindre modstand
Helt konkret fokuserer forsøget på at mindske bilernes rullemodstand – altså den modstand, der opstår, når dæk og vej møder hinanden. Hvis det lykkes at nedsætte denne modstand, vil biler og lastbiler bruge mindre brændstof, og dermed vil CO2-udledningen blive nedsat.

- Derfor har vi i de seneste år brugt mange kræfter på at udvikle en specialblandet asfalt, der kræver mindre energi i form af brændstof at køre på end almindelig asfalt, og som stadig har en meget høj holdbarhed, sammenligneligt med den konventionelle asfalt, forklarer seniorforsker Matteo Pettinari.

- Det er denne asfalt, vi nu skal udlægge på Skovvejen. Vi har allerede testet asfalten under kontrollerede former, for eksempel gennem forskning- og udviklingsprojekterne COOEE og ROSE, men vi glæder os til at øge vores viden om asfaltens egenskaber efter at have afprøvet den klimavenlige asfalt på en strækning som denne over tid.

Asfalten blev udlagt på en strækning på cirka to kilometer på Østjyske Motorvej ved Taulov i nordgående retning. Her skal den fungere i de kommende år, hvor Vejdirektoratet løbende vil analysere og monitorere asfaltens robusthed og egenskaber i relation til en konventionel asfalt.          

Udbredes til andre strækninger
Derudover vil Vejdirektoratet i de kommende uger også udbrede asfalten til andre strækninger i landet.        

Den klimavenlige asfalt vil blive udlagt på på forskellige statsveje rundt om i Danmark i løbet af 2018, blandt andet finansieret af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets Grønne Pulje, som har bevilliget midler til Vejdirektoratet på baggrund af lovende resultater af den udviklede klimavenlige asfalts egenskaber og dens evne til at fungere som et middel til at reducere Danmarks samlede udledning af CO2.          

Skulle det lykkes at udvikle langtidsholdbar og køresikker asfalt, der nedsætter bilernes rullemodstand, er perspektiverne for klimaet betragtelige.          

- Hvis vi kan nedsætte rullemodstanden med op til fire procent, kan dette svare til en besparelse på op mod 57 millioner liter brændstof i 2030, hvilket vil reducere op mod 143.000 ton CO2-udledning samt en reduktion på op mod 76 ton kvælstofdioxider, de såkaldte NOX’er, siger Christian Axelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079