Tre jubilæer i samme virksomhed
De tre medarbejdere, som alle har jubilæum i denne måned, er:
Knud Dalsgaard Knudsen
Knud Dalsgaard Knudsen har i denne måned 40-års jubilæum i ITS Teknik A/S, der udvikler og leverer innovative løsninger til intelligente transportsystemer.
Knud Knudsen har siden 1978 arbejdet i virksomheden som softwaretekniker, hvor han blandt andet er ansvarlig for at programmere nye komponenter til styring af alt fra signalanlæg til overvågningssystemer.
De seneste 40 år har han været med på en lang, teknologisk rejse fra en tid uden computere til i dag, hvor programmering, netværk og kommunikationsteknologier er en fast del af hverdagen. Han har netop været med til at udvikle et radar-interface, der kan omsætte data fra den aktuelle trafik til brugbar information.
Knud Dalsgaard Knudsen er uddannet radiomekaniker og har lige siden arbejdet i ITS Teknik, som har rødder tilbage til 1967.
Han er 68 år og bor i Fredericia. Fritiden bruger han på at cykle og lytte til rock. The Who og The Rolling Stones er blandt favoritterne.
Søren Friis
Søren Friis kan også fejre 40-års jubilæum i ITS Teknik. Siden 1978 har han som servicetekniker kørt landet rundt for at udbedre fejl og lave årlige eftersyn på virksomhedens signalanlæg.
Han har altid været glad for den afvekslende hverdag, hvor han både er ude og løse opgaver og hjemme på værkstedet i Vejle for at bygge styreapparater og udbedre defekter.
Søren Friis er uddannet elektroniktekniker og har lige siden arbejdet i ITS Teknik. I starten af sin karriere var han udstationeret i Saudi Arabien og Irak i en årrække for at installere og vedligeholde kommunikationsudstyr til jernbaner.
Søren Friis er 64 år og bor i Fredericia. I sin fritid kan han godt lide at løbe.
Orla Rieper
Orla Rieper kan fejre 25-års jubilæum i ITS Teknik. Han har arbejdet i virksomheden siden 1993 som softwaretekniker med ansvar for at producere intelligent software til blandt andet signalanlæg.
De seneste otte år har Orla Rieper også været ansvarlig for at passe vagttelefonen alle hverdage, hvor han hjælper landets reparatører og serviceansvarlige med at betjene udstyret på de danske veje. Orla Rieper holder desuden kurser i daglig vedligeholdelse af signalanlæg for el-værker, energiselskaber og elektrikere.
Han er uddannet elektroniktekniker og har siden arbejdet i ITS Teknik A/S, som har rødder tilbage til 1967.
Orla Rieper er 48 år og bor i Klejs ved Juelsminde. Fritiden går også med teknik, der kombineres med musik. Han har nemlig spillet keyboard, siden han var 16 år. I dag er Orla Rieper solomusiker og spiller til bryllupper, fødselsdage og andre mærkedage. Han sætter også lyd op til musikertræf, ligesom han udvikler sine egne højtalere på hobbyplan.