NTG køber op
Nordic Transport Group (NTG) køber 61 procent af transportvirksomheden Combino East, der er specialiseret i transport af køle- og fryseprodukter i Østeuropa.
- Combino East er et godt match for NTG med hensyn til aktiviteter og geografi, forklarer Jesper E. Petersen, der er CEO for NTG Group Road & Logistics.
- Vores aktiviteter inden for køl og frys vil blive styrket. Combino East har vist gode vækstrater i de senere år og har interessante vækstudsigter fremover. Ved at implementere vores unikke partnerskabsbaserede forretningsmodel med fokus på fælles ejerskab for nøglemedarbejdere, bliver vi sammen stærkere og i stand til at udnytte synergier til gavn for vores kunder.
Efter overtagelsen vil Combino East skifte navn til NTG Frigo East og tilbyde daglige afgange mellem Polen og Danmark.
Combino East’s CEO Jan Rasmussen synes, at NTG har gjort det bemærkelsesværdigt godt de senere år.
- Med udsigten til at NTG bliver et børsnoteret selskab glæder vi os virkelig til at blive en del af denne spændende virksomhed, siger han.
NTG omsatte i 2017 for 2,9 milliarder kroner og havde et EBIT-overskud på 155 millioner kroner.
Combino East blev grundlagt i 2012 og har kontorer både i Danmark og Polen. Virksomheden omsætter for knap 60 millioner kroner årligt.