Trailere til Tyrkiet på en uge
DFDS lægger nu op til en ny service, der forbinder Skandinavien med det østlige Middelhav - og der tilbydes multimodal transport hele vejen: båd-tog-båd.
Trailerne bliver lastet ombord på et DFDS-skib i Gøteborg og sejlet til Gent i Belgien. Her bliver godset sat på togvogne og kørt ned gennem Europa til Trieste i Italien. Hvis godset skal videre til Grækenland eller Tyrkiet, bliver det lastet over på skib og sejlet videre.
I starten vil godset dog bliver kørt med lastbil fra Gent til Luxembourg, hvor DFDS’ jernbane-partner CFL har sin terminal; men der arbejdes på at kunne laste godset direkte på togvogne i Gent inden længe.
Transittiderne fra Gøteborg bliver fire dage til Trieste i Italien, fem dage til Patras i Grækenland og syv, respektive otte dage til havnebyerne Pendik og Ambarli på hver sin side af Istanbul.
Det vil tage ni dage at nå til Mersin i Middelhavets østlige ende.
DFDS understreger i en pressemeddelelse, at alle skibe, terminaler og ruter i servicen er ejet af selskabet selv, og at det er med til at forkorte transittiderne med mindst en dag i forhold til konkurrerende tjenester.
Med denne service styrker DFDS sin tilstedeværelse i Middelhavet og tager konkurrencen op med det italienske rederi Grimaldi, som gik ind i Nordeuropa gennem opkøbet af Finnlines i 2016.