Politiet: Hvem pillede hjullås af lastbil?
Ulovlig vogn blev opdaget på motorvejen efter at være blevet hjullåst
Politiets såkaldte Tungvognscenter Syd deltog torsdag 27. september i en kontrol af lastbiler på rastepladsen. I den forbindelse blev en lastbil fra Litauen, med en litauisk chauffør, tilbageholdt, idet køretøjets SCR-anlæg var manipuleret, ligesom der blev fundet en kraftig magnet, som kunne anvendes til tacograf-manipulation. Derfor blev køretøjet sikret med en hjullås, indtil der var betalt sikkerhedsstillelse på i alt 31.000 kroner, oplyser politiet.
Under patrulje natten til i søndags, hvor Tungvognscenter Syd også var ude og lave kontrol, kom lastbilen dog kørende ad E45 mod syd ved Kolding. Den blev forsøgt standset, hvilket i første omgang ikke lod sig gøre, da chaufføren forsøgte at undgå kontrol ved at fortsætte ad motorvejen.
Vogntoget blev dog på et tidspunkt bragt til standsning i nødsporet. Det viste sig, at det nu var vognmanden selv, der var fører af vogntoget, med den oprindelige chauffør siddende ved siden af. Ingen af dem anvendte førerkort i kontrolapparatet, og vognmanden havde slet ikke kørekort til lastbil, ligesom der ifølge politiet fandtes en del andre overtrædelser af forskellig lovgivning. Der var intet spor af den hjullås, lastbilen blev monteret med torsdagen forinden.
Lastbilen blev beslaglagt af politiet og transporteret til et sikkert sted. Der venter nu vognmanden og virksomheden et retsligt efterspil - og en bøde, der er noget større end den oprindelige. I forbindelse med sagen hører Tungvognscenter Syd som nævnt gerne fra personer, der måtte have set noget på rastepladsen lørdag aften.