23948sdkhjf

DSV sælger kæmpeejendom ved Horsens

Led i virksomhedens ønske om ikke at eje ejendomme

Transportkæmpen DSV har solgt sit logistik- og distributionscenter ved Horsens for "et trecifret millionbeløb", oplyser køberen. som er pensionsselskabet Sampension.

Ejendommen på knap 75.000 kvadratmeter sælges i en såkaldt sale and lease back-transaktion, hvor DSV samtidig indgår en lejekontrakt på syv år. Det hele som led i DSV's overordnede strategiske ønske om ikke selv at eje ejendomme.

- I DSV ønsker vi at være asset light. På globalt plan opererer vi i dag ud fra 1.100 ejendomme. Vi ejer stadig et mindre antal ejendomme, men dem ønsker vi med tiden at afsætte, siger Simon H. Galsgaard, der er executive vice president for DSV Road i Danmark.

Sampension blev gjort opmærksom på ejendommen via en henvendelse fra DSV, og administrerende direktør Hasse Jørgensen ser perspektiver i investeringen.

- Vi køber en attraktiv ejendom med en solid lejer, der befinder sig i en logistikbranche i vækst, ikke mindst takket være den stærkt stigende e-handel. Dertil kommer, at ejendommen har en ideel beliggenhed tæt ved E45-motorvejen med hurtige forbindelser til resten af Danmark og Tyskland, siger Hasse Jørgensen.

Sampension skønner, at logistikmarkedet i de kommende år vil blive præget af udlicitering af logistikløsninger. Det betyder, at mindre selskaber, som sælger varer via onlinehandel, i stigende omfang vil ønske at købe sig til lagerplads og -service og dermed ikke udelukkende transportløsninger. Den tendens forventes at tage til i Danmark og understøtte det allerede aktive logistikmarked.

DSV's lokation i Horsens er opført i 2002 og er løbende blevet udvidet frem til 2009. Ejendommen er på knap 75.000 kvadratmeter, hvoraf cirka 10.000 kvadratmeter er kontor.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09