23948sdkhjf

Topchef advarer: 400 danske færgejob er i fare

Knap 400 danske job risikerer at gå til udlændinge, hvis Norge vedtager omstridt forslag

Fjord Line frygter for konsekvenserne af en planlagt norsk lovændring, som vil åbne for, at konkurrenten Color Line kan omflage sine to Kiel-færger til Norsk Internationalt Skibsregister (NIS) og dermed hyre billig udenlandsk arbejdskraft.

Det skriver det maritime fagmedie Søfart.

- I lighed med med andre aktører i branchen og fagforeninger frygter vi, at lovændringen vil være starten på et kapløb mod bunden. Gennemføres denne ændring, har Fjord Line ikke noget andet valg end at hoppe med på karrusellen, siger koncernchef Rickard Ternblom til Søfart.

- Det vil være svært beklageligt at blive tvunget med på dette, da vi er godt fornøjede med dagens løsning med dansk arbejdskraft og danskregistrerede skibe, tilføjer han.

Fjord Line blev grundlagt i 1993 og er i dag Norges næststørste færgerederi i international passager- og godstrafik mellem Danmark, Norge og Sverige med en markedsandel på 20 pct.

Selskabet beskæftiger cirka 700 fuldtidsansatte - heraf i underkanten af 400 danskere - og transporterer årligt over 1,2 millioner passagerer.

Fjord Lines fire danskflagede skibe opererer på fem færgeruter, men koncernchefen frygter, at det norske tiltag vil medføre konkurrenceforvridning i markedet.

- Denne lovændring vil utvivlsomt give Color Line bedre vilkår end andre aktører i branchen. I praksis repræsenterer den statsstøtte til en norsk operatør i udenrigsfærgebranchen, noget som vil være dybt uretfærdigt for alle os, som konkurrerer mod dem på kommerciel basis, siger Rickard Ternblom til Søfart.

Fjord Line har henvendt til til den norske regering med sit synspunkt og konstateret, at sagen har splittet det politiske Norge.

- Vi arbejder målrettet videre. Fri konkurrence er vigtig, men den må foregå på lige vilkår, siger koncernchefen.

Hos DFDS ser man også med stor bekymring på det norske lovforslag.

Henrik Holck, executive vice president i DFDS peger på, at Color Line og DFDS konkurrerer om de samme kunder. Kunderne tager nemlig ofte en sejltur for oplevelsens skyld, snarere end fordi de ønsker at besøge eksempelvis Kiel.

– Vi kigger jo konstant på, hvordan konkurrencesituationen er. Og der er ingen tvivl om, at Color Lines rute fra Oslo til Kiel er i direkte konkurrence med den rute, vi har fra København til Oslo, siger Henrik Holck til Søfart.

Han vurderer, at lovændringen kan give Color Line en besparelse på et trecifret millionbeløb, men mener dog ikke, at det vil være en fordel for DFDS at flage om til NIS for at opnå tilsvarende fordele som Color Line.

– Vi har ikke nogen intentioner om at flage om. Umiddelbart kan jeg ikke se, at det vil give nogen mening for os, siger DFDS-direktøren.

Han foreslår i stedet, at den norske regering åbner op for, at norske søfolk kan ansættes på danskflagede skibe, uden at blive beskattet af det i Norge på samme måde, som det gælder i Sverige.

– Det vil være ualmindelig interessant, hvis man kunne komme derhen, hvor norske søfolk gav mening på et danskflaget skib. Vi vil kunne ansætte rigtig mange, for det vil være en kæmpe fordel for os, siger Henrik Holck.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097