Nervepirrende offroad-tur
På en studietur forleden til Sverige fik en gruppe danske biløkonom-studerende lejlighed til at prøve en lang række af Scania-modeller, da de besøgte den svenske lastbilfabrik i Södetälje. De kom blandt ud at køre i et 60 ton tungt modulvogntog, teste en stor R730-trækker - og så blev de kastet ud på offroad-kørsel, inden de skulle testkøre en bus.
Det var specielt turen i uvejsomme terræn omkring Scanias testbane, der var den største oplevelse for de unge danske studerende.
- Det var til tider en nervepirrende oplevelse, der ikke går i glemmebogen lige med det samme, fortæller Anders Weuge, der var en af de studerende, der var med på turen.
- Turen til Stockholm havde til hensigt at danne netværk for os studerende. Ligeledes gav turen masser af inspiration og et spændende indblik i, hvilke forskelle der er på personbil- og lastbilbranchen, fortæller Anders Weuge, biløkonomstuderende ved Bilhuset Laursen.
Besøget med perspektiver
Gruppen på 30 forventningsfulde biløkonomstuderende bestod af 16 fra Aarhus og 14 fra København sammen med vejlederne Anne Sejer Hansen fra Aarhus og Duccio Nuoto fra CPH Business.
Med på turen var også Kenneth L. Hjorth-Hansen, konsulent i Bilbranchen i DI, som har ansvaret for Bilbranchens Lastbilgruppe.
De to dage var fyldt med faglige og sociale input. Udover køreturene på testområdet, besøgte de også Scanias democenter og en guidet rundtur på Scanias fabrik, hvor arbejdsgangene i høj grad er præget af Lean principperne.
Lea Maria Bernberg, biløkonomstuderende ved Burgaard Sørensen, fortæller: - Vi fik et spændende indblik i måden, Scania arbejder med Lean og procesoptimering i praksis. Jeg var imponeret over effektiviteten på fabrikken, især når man tager i betragtning, at køretøjerne produceres efter pull-princippet (bestillingsvarer, red.).
Anvendelsen af Lean og procesoptimering kunne 2. års eleverne relatere til, da de, som et led i deres uddannelse, netop har udarbejdet en opgave med fokus på optimering af processer for deres praktikvirksomheder.
Sponsorer står bag
At turen overhovedet kunne realiseres skyldes opbakning fra uddannelsens mange samarbejdspartnere.
- Der er lagt en masse arbejde i at arrangere årets tur. Det er en fornøjelse at se al den opbakning, vi har fået.
- Sponsorater har været afgørende for at turen er blevet en realitet, siger Jacob Kirstein, der til daglig arbejder ved Scania Danmark.
Dagen efter var de studerende på besøg hos Sveriges svar på Ejner Hessel: Mercedes forhandleren Veho Biler.