23948sdkhjf

Det er rimeligt at bøderne firedobles

Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen står på mål for aftalen om en firedobling af bøderne for langtidsparkering på rastepladserne.

Fra årsskiftet hæves bøden fra 510 til 2040 kroner for at parkere længere tid end 25 timer på statens rastepladser på motorvejsnettet. Det bryder ikke alle vognmænd og chauffører sig om.

Hvordan kan regeringspartiet Venstre forklare rimeligheden i en firedobling af bøderne til vognmandserhvervet i denne sag, når en anden Venstre-politiker, Hans Chr. Schmidt, i sin tid som trafikminister kæmpede for at få forholdet mellem bøder og sanktioner ned på en mere rimeligt niveau?

- Det kan vi fint forsvare, kommer svaret prompte fra Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen.

- Forhøjelsen af bøderne er led i den finanslovsaftale, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti sidst år om at indføre 25 timers parkeringsreglen på danske rastepladser. Der var et stærkt ønske om en mærkbar sanktion og effektiv kontrol.

- Bødeforhøjelsen, der finder sted fra nytår, er på ingen måde starten på en klapjagt på vognmænd. Målet er ikke at udstede bøder. Målet er, at reglerne overholdes.

- Faktisk synes jeg, at de nuværende parkeringsbøder på rastepladser er beskedne ved sammenligning med de parkeringsbøder på næsten 800 kroner, jeg har fået for at holde 10 minutter for længe i København.

Kristian Pihl Lorentzen fremhæver, at de lempelser, som Hans Chr. Schmidt - og resten af Venstre - i sin tid kæmpede for, var på et helt andet felt, nemlig de små og utilsigtede fejl med tachografen, hvor chauffører og vognmænd risikerede en enorm stor bøde.

- Det er en helt anden situation end henstilling af lastbilen på en rasteplads. Man kommer ikke utilsigtet til at holde for længe på en rasteplads, konkluderer Kristian Pihl Lorentzen.

- Vi skal bekæmpe langtidsparkering. For at kunne det må vi have nogle mærkbare sanktioner.

Flere p-båse i masterplan

Samtidig er Venstres trafikordfører optaget af, at Danmark får udvidet kapaciteten på rastepladserne. Kapaciteten på rastepladserne er presset, fordi vejgodstransporten er steget de senere år.

Transportmagasinet: Ifølge finansministeren er der ikke penge til flere rastepladser...

- Det kommer der, hvis det står til os. Det er med i Venstres plan, svarer Kristian Pihl Lorentzen.

- Vi har selvfølgelig nogle ønsker til en kommende masterplan for trafikale investeringer. Rastepladser er en af de ting, vi har fokus på.

Vedtages 29. november

Folketinget tredjebehandler og vedtager transportminister Ole Birk Olesens lovforslag om firedoblingen af rastepladsbøder, hvis tidsplanen ellers holder.

Stramningen af lastbilers parkering på rastepladser blev indført ved lov den 1. juli. Fra den dag har det været ulovligt at parkere på en rasteplads i længere tid end 25 timer. Anden fase af stramningen er bødeforhøjelsen, som træder i kraft den 1. januar. Samtidig flytter P-kontrollen fra Vejdirektoratet til Færdselsstyrelsen.

Ulovlig cabotage

Rasmus Prehn (S) og andre venter spændt på Ole Birk Olesens svar på spørgsmålet, om Færdselsstyrelsen også vil kontrollere for ulovlig cabotage, når man alligevel bevæger sig rundt på rastepladserne.

Fagforbundet 3F, ITD og Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL) er blandt de organisationer, som har undladt at afgive høringssvar.

Vejpakke inden jul

Kristian Pihl Lorentzen fortæller også, at der måske er et gennembrud på vej om EU’s vejpakke. Der er et begrundet håb om, at Østrig kan afslutte forhandlingerne om vejpakken i år. Rumænien overtager EU-formandskabet efter nytår.

- Østrigerne er kommet med et kompromisforslag, som muligvis kan samle opbakning.

Polsk smuthul skal lukkes

For Kristian Pihl Lorentzen vil vejpakken gøre det umuligt for vognmænd at benytte filippinske chauffører i den stil, som Kurt Beier Transport har gjort i den seneste afsløring.

- Det vi ser i Padborg er simpelt hen ikke acceptabelt. Det er uværdigt, fastslår han.

- Cabotagekørsel i Danmark skal ske på danske løn- og ansættelsesvilkår uanset om man er fra Filippinerne eller Rumænien, understreger Kristian Pihl Lorentzen om vejpakkens forventede indhold.

De filippinske chauffører i Padborg er kommet til Danmark via et polsk smuthul. Det hul skal lukkes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.361