Dekra udråber jobmesser til succes
I uge 15 holdt Dekra sine hidtil største jobmesser syv forskellige steder i Danmark. Messerne havde tilsammen 1.500 besøgende og havde 79 vognmænd og virksomheder med ombord.
Jobmesserne skulle matche virksomheder og ledige, der enten allerede var chauffører eller gerne ville være det. Da der er stor mangel på chauffører, stod flere vognmænd og virksomheder klar på deres stand på jobmessen, fordi de manglede arbejdskraft.
I Brøndby stod blandt andet Heidi Grønneskov og repræsenterede Stavnskær Fragt. Hun var på charmeoffensiv for at finde nye chauffører.
- Det er svært at få de folk, som man gerne vil have. Der er rift om de gode chauffører, fortalte hun inden jobmessens begyndelse.
Efter den 2 timers jobmesse så tingenes tilstand dog anderledes positive ud.
- Vi har ansat to chauffører og skal have et par lærlinge til samtale, som vi håber på at kunne ansætte, sagde hun.
Gode kandidater
Til alle syv jobmesser kom samtlige virksomheder og vognmænd hjem med kandidater. HB Care, der er Danmarks førende inden for specialkørsel, var at finde på jobmesserne i Brabrand og Brøndby. Fra jobmessen i Brøndby fandt de 6 kandidater, som de nu løbende vil holde samtaler med.
Gert Ottesen, der er udviklingschef for HB Care, understreger at de ikke kun kommer på messen på grund af de mulige kandidater, men i lige så høj grad for at være synlige i branchen.
I Nørresundby fandt virksomhederne også mange kandidater. De 7 virksomheder gik samlet derfra med 47 kandidater. 14 af dem stod !Amok for. De kører studenterkørsel og går snart deres travleste sæson i møde og havde derfor markant brug for arbejdskraft til at køre sommerens mange studenterkørsler.