Røde partier presser på for roadpricing
En ny regering bør med det samme tage hul på arbejdet med roadpricing frem for at vente på en rapport fra Transportkommissionen. Sådan lyder det fra flere af de partier, der skal udgøre det parlamentariske grundlag for en S-regering, skriver Politiken.
Ifølge politisk ordfører Pernille Skipper fra Enhedslisten er roadpricing "uundgåeligt", hvis benzin- og dieselbiler i de kommende år skal erstattes af grønne alternativer, uden at staten hvert år mister indtægter i milliardklassen. I en klimaplan frem mod 2030 har partiet foreslået, at det på sigt skal koste 1,25 kroner per kilometer i byer samt 50 øre på motorvej og 10 øre på øvrige veje.
Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at transportsektoren skal omkalfatres. Men metoden og finansieringen er uafklaret.
Ifølge klimaordfører Rasmus Nordvist fra Alternativet er det et problem, at skiftende regeringer udskyder de svære beslutninger.
SF vil afdække mulighederne for roadpricing i byerne og andre områder med trængsel.
Hos Radikale har politisk leder Morten Østergaard kaldt roadpricing uundgåeligt.
I februar satte V-LA-K-regeringen en kommission til at komme med forslag til, hvordan afgiftssystemet kan indrettes på en måde, så det i højere grad tilskynder forbrugerne til at investere i grønne biler. I det lys skal kommissionen blandt andet se på roadpricing, som tidligere har været foreslået af Det Økonomiske Råd.
Socialdemokratiet har løbende været skeptisk over for roadpricing. Adspurgt, hvorvidt partiet har overvejelser om, at roadpricing kan være med til at sikre et provenu til statskassen, svarer S-formand Mette Frederiksen nej. Hun er fortsat skeptisk.
- Det, synes vi, der er nogle store udfordringer forbundet med, siger hun.
Kilde: Politiken