Styrelse retter fejl i chaufføruddannelsesbeviser
Er du chauffør, og har du for nylig har fået udstedt et uddannelsesbevis eller legitimationskort til specialtransportassistance, så skal du holde øje med posten.
Færdselsstyrelsen har nemlig opdaget, at der i en periode efter 31. januar 2020 er blevet udstedt uddannelsesbeviser til chauffører og legitimationskort til specialtransport-assistance med fejl på.
Det oplyser styrelsen på deres hjemmeside.
Nu skal chaufførerne have udstedt et nyt, oplyser styrelsen.
Fejlen ligger i, at der på nogle kort er byttet rundt på for- og efternavn. På de korrekte beviser er efternavn angivet øverst og fornavn som nummer to.
I nogle tilfælde er der desuden udstedt kort, hvor indehaverens underskrift på bevisets bagside er utydelig.
Indehavere af bevis med fejl vil snarest modtage et bevis med korrekte oplysninger.
Dansk Politi er orienteret om situationen.