DSV gennemfører stort milliardopkøb - og opjusterer
Den danske transport- og logistikgigant DSV Panalpina har mandag gennemført opkøbet af Global Integrated Logistics (GIL) fra Kuwait.
Det oplyser DSV i en meddelelse til fondsbørsen.
Opkøbet blev annonceret i april og er gennemført nu, efter at alle betingelser for handlen er faldet på plads. Den samlede købspris er endt på 30,2 milliarder kroner, hvilket er blandt de største virksomhedsopkøb til dato i Danmark.
Den købte virksomhed har 17.000 ansatte, og DSV har nu samlet 75.000 ansatte og en årlig omsætning på 160 milliarder kroner.
Med opkøbet på plads er DSV rykket en plads frem på listen over verdens største transport- og logistikkoncerner. DSV er nu nummer tre efter efter schweiziske Kuehne + Nagel og tyske DHL.
Opjusterer forventningerne
I forbindelse med opkøbet opjusterer DSV sine økonomiske forventninger til 2021.
Koncernen forventer nu et driftsoverskud på 13,75-14,5 milliarder kroner. Tidligere var der ventet et overskud på 12,5-13 milliarder kroner.
Opjusteringen skyldes dels opkøbet, men DSV nævner også, at der i øjeblikket er stor efterspørgsel på transport og høje priser.
DSV startede i 1976 som en sammenslutning af ti vognmænd, men er siden altså blevet en af verdens største koncerner i sin branche.
DSV er målt på omsætning Danmarks tredjestørste virksomhed efter A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/