23948sdkhjf

Herning-vognmand får pris for miljø-tiltag

HV-transport fra Herning har sammen med Arla og vognmand Anders Bay fra Skævinge vundet den Grønne Transportpris 2021, som netop er blevet uddelt på Transport 2021. Prisen, som er indstiftet af DTL og Jyske Finans, skal være med til at sætte fokus på grønne initiativer, der fremmer en mere klimavenlig retning i transportbranchen.

HV-transport blev udpeget som nummer to og modtog blandt andet en pengepræmie på 15.000 kr. til grønne initiativer. Virksomheden får udover pengene også mulighed for at bruge Den Grønne Transportpris rent kommercielt til branding og markedsføring. 

Arla Foods vandt førstepræmien på 25.000 kr., mens Anders Bay vandt 10.000 kr. for tredjepræmien.

- Det er med stolthed og ydmyghed at vi modtager denne anerkendelse, siger direktør og medejer af HV-transport, Poul Jørgensen.

- Det stærke felt med store virksomheder som Arla og Danske Fragtmænd viser, at der er stor tilslutning fra en samlet transportbranche til at ville bidrage til den grønne omstilling her og nu. Det gør mig stolt at være en del af en denne branche.

Danmarks første tunge biogaslastbil

HV-transport har lagt sig i en førerposition på det grønne område ved blandt andet at investere i Danmarks første 50 ton tunge biogaslastbil for nogle måneder siden.

- En biogaslastbil har langt mindre partikelforurening og støjer mindre end de, der kører på diesel, fortæller Poul Jørgensen.

- Planen er, at vognparken skal udvides med endnu tre biogaslastbiler i den nærmeste fremtid, selv om en biogaslastbil koster op mod 200.000 kr. mere end en diesellastbil.

- Det er vigtigt, at politikerne sender klare signaler til os om, hvilken retning vi skal gå med den grønne omstilling. Vil de have, at vi skal køre med biogas? Hvis ja – hvorfor skal biogas-brændstof så beskattes 25 procent højere end diesel-brændstof? Det er en af de alvorlige stopklodser lige nu.

Grøn profil
Udover biogaslastbiler har HV-transport løbende investeret i en grønnere virksomhedsprofil. Blandt andet har de indført et nyt kørselssystem til minimering af spild-kørsel og kurser for chaufførerne i effektiv og grønnere kørsel. Det er også med til at gavne klimaet.

- Vi er ikke i mål endnu i forhold til at blive en klimaneutral virksomhed; men vi laver fremskridt hver dag, siger Poul Jørgensen.

- Vi har alle et ansvar for at gøre noget ved klimakrisen. Som transportvirksomhed gør vi vores bedste for, at vi hele tiden mindsker vores klima-aftryk.

Træer ved grusgrav
For Poul Jørgensen var der ingen tvivl om, hvem pengepræmien skal bruges på.

- Vi har besluttet at doble pengegaven op, så vi kan investere 30.000 kr. på at købe og plante nye træer lokalt ved vores grusgrav i Aulum. Derved kan anerkendelsen leve videre som en påmindelse om virksomhedens engagement og vilje for at bidrage til en grønnere fremtid.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064