23948sdkhjf

Chauffør bortvist for byrådsarbejde - nu får han erstatning

En chauffør, der også var byrådsmedlem i Horsens, har fået 135.000 kroner i erstatning for uretmæssig fyring.

Det er en sjælden og usædvanlig sag, fordi hans arbejdsgiver ikke kunne bevise, at hans byrådsarbejde ikke var grunden til bortvisningen. Det skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation, der har ført sagen for 3F.

Den pågældende person var både ansat som flexbuschauffør i et transportfirma og som eksportchauffør for en vognmand. Da han under en tur til Bulgarien i februar 2021 blev forsinket på grund af problemer med fortoldning, valgte transportfirmaet at bortvise ham øjeblikkeligt via mail, fordi han ikke var mødt op til en flexbusvagt.

Chaufføren havde ellers løbende holdt transportfirmaet orienteret om sin forsinkelse via telefon og mail. Han havde også forsøgt at få et fly tilbage til Danmark, men det var umuligt på grund af coronarestriktioner.

Problemer med at få fri til byrådet

Arbejdsgiveren forklarede i Afskedigelsesnævnet, at han med den øjeblikkelige bortvisning ville sende et vigtigt signal til de øvrige chauffører om, at man ikke bare kan blive væk fra en vagt.

Fagbevægelsens Hovedorganisation mente i stedet, at bortvisningen skyldtes, at transportvirksomheden ikke ville give medarbejderen fri til også at passe sit arbejde i byrådet.

Chaufføren blev valgt ind i byrådet i 2017. Det betød, at han skulle have lidt tidligere fri to-tre gange om ugen; men det førte til gnidninger med transportfirmaet. Et par gange ringede arbejdsgiveren endda til kommunaldirektøren, hvilket direktøren aldrig tidligere have oplevet.

Ingen rimelig begrundelse
Opmanden konkluderede, at det var tvivlsomt, at bortvisningen var sket, fordi chaufføren ikke var mødt op som følge af problemerne i Bulgarien. Transportfirmaet havde ikke givet en rimelig begrundelse for bortvisningen, og de havde heller ikke bevist, at bortvisningen ikke skyldtes chaufførens arbejde i byrådet.

Derfor blev chaufføren tilkendt 135.000 kroner for uretmæssig bortvisning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094