Hellere to mindre biler i stedet for én stor
I transportbranchen er der mange, der investerer i materiel ud fra devisen ”jo større, jo bedre”. En stor lastbil kan ofte laste det samme som to mindre lastbiler. Den skal køre færre ture for at transportere den samme godsmængde og kræver kun én chauffør i modsætning til to chauffører i to mindre lastbiler.
Hvorfor har Kieler Industriservice i Langeskov på Fyn så valgt at få leveret to helt ens 2-akslede DAF CF 300 slamsugere af Lastbilmægleren i stedet for én stor? Svaret er: fleksibilitet!
Kieler Industriservice beskæftiger i alt fem slamsugere, herunder også et par store 4-akslede, til traditionelle slamsugeropgaver som kloakrensning, tømning af bundtanke mm.
De to nye DAF CF300 FA 4x2 skal primært arbejde med opsugning og transport af olie og spildolie på Fayard på det tidligere Lindøværft i Munkebo, og her er entreprenør David Kieler overbevist om, at de to mindre slamsugere giver større fleksibilitet end én stor.
- Vi råder over slamsugere i flere forskellige størrelser, så vi kender deres stærke og svage sider, siger han.
- Vores to nye DAF’er skal køre over forholdsvis korte afstande, hvor det ikke har så stor betydning at køre med størst mulige læs. Det har til gengæld stor betydning for os, at vi har maksimal fleksibilitet ved planlægning og udførelse af opgaverne.
- Vi kan samtidig konstatere, at driftsomkostningerne på ”små” to-akslede slamsugere er så meget lavere end på de store 4-akslede, at vi valgte to nye DAF CF 300 i stedet for én stor, fastslår David Kieler.
To gange Carsten
De to DAF’er er leveret af Lastbilmægleren v. Carsten Lykke i Hedensted. Han har stået for levering af DAF-chassiserne, mens salgskonsulent Carsten Nielsen fra Midttank i Ødsted vest for Vejle er manden bag levering af opbygningerne af de italiensk-producerede Kaiser-MORO slamsugeraggregater.
På grund af skrappe rejserestriktioner som følge af corona-pandemien i det nordlige Italien, hvor slamsugeraggregaterne er produceret, har det ikke været muligt at følge opbygningen af de to biler på nærmeste hold. Derfor har Carsten Lykke og Carsten Nielsen brugt meget energi på at følge op pr. telefon og e-mail for at sikre og dokumentere, at opbygningerne blev som aftalt.
Og det blev de, hvilket de 2 x Carsten ved selvsyn kunne konstatere, da de tog turen til opbyggerværkstedet i Fiume Veneto cirka 75 km nord for Venedig for at køre de færdigopbyggede biler hjem til Danmark.
Et godt forløb
- Jeg fik Lastbilmægleren anbefalet af en fælles bekendt. Vi har været meget tilfredse med Carsten Lykkes måde at gribe leveringen an på, og han har været rigtig god til at informere om processen undervejs, siger David Kieler.
- Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det har været et fantastisk godt forløb. Carsten Lykke er fokuseret på detaljerne og meget ordholdende, så det er bestemt ikke sidste gang, vi handler med ham.