Kommunikationsansvarlig med stort drive og nysgerrighed søges til DanPilot (SOV)
Er du en passioneret kommunikator, der motiveres af at sikre og styre den strategiske røde tråd i kommunikationen både internt og eksternt i en politisk styret organisation, så skal du læse videre.
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø
Som kommunikationsansvarlig vil du naturligt begå dig på tværs af hele organisationen og bidrage med strategisk kommunikation på alle niveauer fra medarbejdere til bestyrelse og ministeriet. Lige fra intern historiefortælling, nyheder, employer branding til udarbejdelse af pressemeddelelser og håndtering af og kontakt til diverse nyhedsmedier, intranet og hjemmeside m.v.
Du vil indgå i sekretariatet bestående af to jurister, en kommunikationsmedarbejder og flere studentermedhjælpere og vil referere til sekretariatschefen, som netop er i rekrutteringsproces. I vil derfor være nye i teamet, men vil være understøttet af et grundigt onboarding forløb samt af de erfarne jurister i teamet samt øvrige medarbejdere, som står klar med videregivelse af viden om DanPilot.
Dine primære ansvarsområder
Du får et stort og selvstændigt ansvar for at udvikle DanPilots kommunikation, herunder
- Håndtering af pressehenvendelser og tovholder på den eksterne kommunikation i tæt samarbejde med direktion, sekretariatschef og relevante afdelinger.
- Udarbejde og implementere kommunikationsstrategi som understøtter DanPilot og i høj grad direktionen og bestyrelsen i det strategiske arbejde
- Brand-building og sikring af en sammenhængende kommunikationsstil på sociale medier og intranettet ’Broen’ herunder funktionerne og indhold, samt redaktionel bearbejdning af tekster, video og fotoarbejde
- Medansvarlig for den årlige ESG-rapport
- Optimering af intranet og hjemmeside og styring heraf
- Projektlede og koordinere medarbejderdage sammen med øvrige erfarne medarbejdere i sekretariatet
- Fagligt fyrtårn for særligt kommunikationsmedarbejder og kommunikationsfaglig-studentermedhjælper
Lidt om dig som person
Du har en uddannelsesmæssig baggrund inden for kommunikation/journalistik/marketing eller lignende, kombineret med minimum 5-7 års konkret erfaring med hele kommunikationspaletten, gerne projektledelse og implementering af forandringer i organisationer. Du har erfaring fra håndtering af pressen på en eller flere måder. Du er foran på point, hvis du har erfaring fra politisk styrede organisationer og/eller fra det maritime, samt med en større decentralisering af medarbejderstaben.
Vi lægger vægt på at du har flair for IT-systemer, gerne kendskab til sharepoint og umbraco. Er selvstarter, proaktiv med god energi og formår at bevare overblikket og roen, og er skarp til at prioritere mellem mangeartede opgaver og interessenter. Du har naturligt en skarp pen og evnen til at formidle komplekse budskaber på en enkel og engageret måde.
Vi tilbyder dig
DanPilot er en maritim virksomhed i udvikling, der siden 2020 har opereret i konkurrence med private lodserier. Det betyder, at vi arbejder med mange spændende omstillingsprocesser, hvor kommunikation internt og eksternt spiller en helt central rolle. DanPilot er netop flyttet til det nye ministerie for samfundssikkerhed og beredskab’, hvilket sammen med en ny bestyrelse betyder en ny spændende fremtid for DanPilot.
Du får arbejdssted på DanPilots hovedkontor på 5. sal, Svendborg Maritime Erhvervspark (SME), der ligger centralt placeret i Svendborg, tæt på stationen og med gode p-muligheder. Der er naturligvis mulighed for hjemmearbejde. Dertil vil der være besøg og deltagelse i forskellige arrangementer på tværs af vores 17 lodsstationer rundt i hele landet.
Vi har en velfungerende personaleforening og flere sociale arrangementer på tværs af Danmark.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse hurtigst muligt, men vi venter på den rigtige til jobbet. Du forventes ansat som special- eller chefkonsulent afhængig af kvalifikationer og erfaring, samt i henhold til overenskomst mellem AC og finansministeriet.
Ansøgningsfrist og samtaler
Du sender din ansøgning og relevant dokumentation elektronisk via linket i stillingsopslaget senest søndag den 12. januar 2025. Tiltrædelse snarest muligt.
Vi forventer at holde henholdsvis 1. og 2. samtaler den 16. januar 2025 og den 22. januar 2025. Vi bruger personlighedsanalyse og kognitiv test som en del af rekrutteringsprocessen forud for 2. samtale.