23948sdkhjf

Vognmand var ansvarlig for stjålne skinker

En vognmand stillede en trailer med skinker ved speditørens terminal, hvorfra en anden chauffør skulle overtage traileren og udføre transporten til Italien. Næste dag var traileren og alle skinkerne stjålet.
Af advokatfirmaet IUNO

Sø- og Handelsretten har afgjort, at en dansk vognmand var erstatningsansvarlig, da en trailer med skinker på juletræer til en værdi af 300.000 kroner blev stjålet foran speditørens terminal. Årsagen var, at varetægtsforholdet ikke skiftede, da vognmanden henstillede traileren foran terminalen.

En speditør blev hyret til at transportere 21.000 kg fersk skinke fra et slagteri i Horsens til en kunde i Italien. Speditøren antog en dansk vognmand, som var vant til at udføre transportopgaver for speditøren, til at udføre transporten. Vognmanden subleasede traileren til transporten via speditøren.

Vognmanden hentede godset i Horsens og kørte derefter til speditørens terminal i Padborg, hvor han hentede CMR-fragtbrevet. Vognmanden placerede traileren ved speditørens terminal, hvorfra en anden chauffør skulle overtage og udføre transporten til Italien. Dagen efter var traileren og alle skinkerne stjålet.

Speditøren lagde efterfølgende sag an mod den danske vognmand og krævede erstatning på omkring 300.000 kroner til dækning af de bortkomne skinker og juletræerne, som skinkerne hang på.

Uenige om ansvaret

Vognmanden mente, at traileren overgik til speditørens varetægt, da den blev placeret foran terminalen i Padborg, og at speditøren derfor var ansvarlig for tyveriet. Det var vognmandens opfattelse, at der var indgået en mundtlig aftale om, at traileren kunne stilles ved speditørens terminal, og at der var monteret en GPS til traileren, som gjorde det muligt for speditøren at overvåge trailerens placering døgnet rundt.

Speditøren mente derimod ikke, at der måtte stilles trailere hverken inde på speditørens område eller ude på vejen. Selvom der var monteret en GPS, som gjorde det muligt at døgnovervåge traileren, kunne speditøren af ressourcemæssige årsager ikke bruge GPS’en til døgnovervågning, men kun til ’track and trace’.

Rentens afgørelse

Sø- og handelsretten fastlog, at vognmanden var ansvarlig for godset, mens han havde det i sin varetægt, og indtil det blev afleveret. Det skete med henvisning til CMR-lovens § 24. Det var derfor vognmanden, som skulle bære bevisbyrden for, at varetægtsforholdet var overgået til speditøren, da traileren blev placeret ved terminalen.

Retten tog ikke stilling til, om der var indgået en mundlig aftale om henstilling af traileren, men udtalte at en sådan aftale ikke i sig selv ville indebære, at varetægtsansvaret overgik til speditøren. Vognmanden kunne endvidere ikke forvente, at traileren blev døgnovervåget af speditøren, selvom der var installeret en GPS på traileren.

På den baggrund fandt retten ikke, at vognmanden havde bevist, at varetægtsansvaret var overgået til speditøren inden tyveriet. Vognmanden var derfor erstatningsansvarlig efter CMR-lovens § 24 for de mistede skinker til en værdi af knap 300.000 kroner.

IUNO mener

Dommen illustrerer ansvarsreglen i CMR-lovens § 24, hvorefter transportøren er ansvarlig for godset, fra han får det i sin varetægt, til han afleverer det hos modtageren.

Selvom der havde været en aftale om parkering på speditørens plads, ville det formentlig ikke have medført, at speditøren blev ansvarlig for traileren, mens den var henstillet på pladsen.

Hvis en vognmand overleverer en trailer til en anden transportør, som har ansvar for at videretransportere godset, kan situationen være en anden. Det kan du læse mere om i en tidligere dom fra Højesteret på IUNO’s hjemmeside (www.iuno.dk).

Transportørens bevisbyrde for, at varetægtsansvaret for godset er overgået til en anden, er svær at løfte, hvis der ikke foreligger dokumentation, for eksempel et kvitteret fragtbrev.

[Sø- og Handelsrettens dom af 15. august 2014, H-88-12]
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078