23948sdkhjf

Vi er klar til vinteren

Sidste år fik SAWO en kontrakt med at vedligeholde Vejdirektoratets materiel til snerydning. Der skal et stort logistikarbejde til, så materiellet er i tip top stand til at holde statsvejene fri for sne.
Af Jesper B. Nielsen

Der findes to typer af vintre. Der er vintre, hvor der kun skal saltes, og der er vintre, hvor det også sner. Uanset hvilken vinter det bliver, er der et stort beredskab klar til at holde statsvejene farbare. Mere end 450 lastbiler, 220 saltspredere og 600 sneplove er klar til at gribe ind, så snart det kræves.

Dertil kommer firmaet SAWO, som sørger for, at alt materiel er i tip-top stand og klar til at yde det optimale.

- Hele sommeren er gået med at reparere og klargøre udstyret til vintersæsonen. Den gik i gang den 1. oktober, forklarer Torben Lind, som er logistik- og kvalitetschef hos SAWO og ansvarlig for den kontrakt, der blev indgået med Vejdirektoratet sidste år.

- Det er første gang, at Vejdirektoratet har valgt at have én leverandør til opgaven med at vedligeholde snerydningsudstyret. Hidtil har der været mere end et firma til at vedligeholde udstyret i de 6 entrepriser som landet er opdelt i.

Torben Lind kom selv til SAWO sidste år – ikke for at varetage Vejdirektoratets kontrakt, men han blev hurtigt koblet på den opgave, for den passede perfekt til hans baggrund. Torben Lind har tidligere været leder på store projektopgaver blandt andet på Thulebasen i Grønland.

- Det er faktisk et stort projekt at holde styr på de mange opgaver, der er, og de aktører, som både skal kommunikere og fungere sammen, siger Torben Lind.

Fire faser

Opgaven kan deles op i fire faser, der kører i en cyklus i løbet af et år. Den fase, der er i gang nu, er beredskabsperioden. Den varer fra den 1. oktober til den 30. april. Her består opgaven i at holde udstyret kørende. Det vil sige, at saltspredere, sneplove og andet udstyr skal serviceres.

- Vi har en vagtordning døgnet rundt, så Vintervagten hos Vejdirektoratet kan kalde os til de nedbrud, der måtte være. Når udstyret er i drift, bliver det slidt. Der skal udskiftes dele, smøres eller andet. Sådan en saltspreder kører cirka 400 timer om året, og det tager hårdt på den; men den skal hele tiden være klar til drift. Derfor skal den følges nøje.

Vintervagten

Så snart, der kommer frost, kører vognmændene ud og salter på statsvejene. Vejdirektoratet har en vintervagtordning, hvor der kaldes ud til saltning, så snart det er nødvendigt. SAWO kommer kun ind i billedet, hvis der er et problem med noget af materiellet.

- Hvis materiellet svigter, melder vognmanden det til vintervagten, og så bliver vi ringet op, forklarer Torben Lind.

- Vores vagt tager kontakt til vognmanden, og så får vi kigget på problemet. Udgangspunktet er, at reparationen foregår på vores værksted; men vi har servicebiler, så vi kan sagtens sende en mand ud til vognmanden eller saltpladsen, hvis materiellet står der.

- I virkeligheden handler det om at forebygge. Jo bedre vi er til at klargøre materiellet inden vintersæsonen, des færre nedbrud får vi.

Når vinteren er slut

Den 1. maj går mandskabet ind i den næste fase. Vinteren er slut, montørerne og vagterne kan tage det mere afslappet; men de kan ikke holde fri endnu.

- Nu skal vognmændene indkaldes. Vi skal have materiellet afmonteret, så det kan blive gjort klar til næste sæson, fortæller Torben Lind.

- Det tager et par uger. Der er meget materiel, og vognmændene skal lige finde tid til at komme forbi. De har jo en forretning at passe.

- Når materiellet er afmonteret kan går montørerne gå i gang med sommerklargøring. Det er faktisk vores mest travle periode. Vi gennemgår alt udstyr. Det hele skal serviceres og repareres. De større reparationer skal aftales nærmere med Vejdirektoratet.

Tager hele sommeren

- Det tager faktisk hele sommeren. Vi kommer jo også ind i den periode, hvor vores folk skal have sommerferie. Det hele skal gå op i en højere enhed. Vi er henne i september, før vi er færdige med dette arbejde – og så er det tid at tage fat i alle vognmændene igen. Nu skal vi montere udstyret.

- Den montering omfatter også test af udstyret og tjek af lastbilerne. Vognmændene skal have instruktion i, hvordan udstyret kører og skal bruges. Det tager fire uger at komme idet det hele – og så siger kalenderen 1. oktober. Så er vi i beredskab igen.

- Det er kort sagt den cyklus, der kører hvert år.

Flere følgeopgaver

Ud over selve vedligeholdelsen af materiellet, er der en del følgeopgaver, som også skal klares. SAWO skal for eksempel vedligeholde Vejdirektoratets blandeanlæg til salt og efterse de galger, som saltsprederne hænger i. Der er også materiel, som skal udskiftes og erstattes af nyt.

- Bare i år har Vejdirektoratet købt 32 nye saltspredere og 30 nye sneplove. Det er også en opgave med en del logistik og planlægning. Det gamle udstyr skal tages ud og eventuelt sælges, det nye skal fases ind de rigtige steder.

- Vi har også månedlige driftsmøder med Vejdirektoratet, hvor vi samler op på sagerne. Der er mange aktører, og der skal kommunikeres effektivt.

- Hidtil har Vejdirektoratet haft deres vintervedligeholdelse udliciteret i seks forskellige entrepriser. Vi er de første, der har vundet alle seks. Så der er en del koordineringsarbejde at gøre. Selv om Danmark er et lille land, bliver tingene bliver gjort på forskellige måder de forskellige steder. Derfor vil vi ensrette og standardisere nogle af tingene. Nøglen til succes er samarbejde. Vi skal have vores to organisationer til at arbejde sammen om dette her.

Opgaven bliver styret fra SAWO i Nørresundby, hvor Torben Lind selv sidder sammen med en projektkoordinator, der har ansvaret for det jysk-fynske område. Der sidder en lignende projektkoordinator på Sjælland. Dertil kommer 13-14 montører, som er specielt uddannet til at servicere og reparere saltsprederne.

- Vi har to af sådanne montører på hvert af de værksteder, der er med i vintertjenesten.

For Torben Lind er et af de spændende aspekter ved jobbet, at man ikke ved, hvad der vil komme til at ske.

- Vi kan ikke se, hvad slags vinter, det bliver. Vi ved ikke hvornår vinteren slår til. Vi skal bare være klar. Vi må være så godt forberedt som overhovedet muligt. Så kan det ikke gå helt galt!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.518