Automatiske snekæder gør brandmandslivet lettere
Bornholms Brandvæsen benytter Onspot automatiske snekæder til at forebygge ulykker og sikre øget fremkommelighed i vintervejret.
Hos Bornholms Brandvæsen har man gode erfaringer med at bruge Onspot på sine tre tankbiler.
- Tankbilerne er de af vores køretøjer, hvor fremkommelighed er mest kritisk, fortæller brandinspektør Flemming Jensen.
- De kører hver med 8000 liter vand, og det er vigtigt, at de kan komme hurtigt og sikkert frem under vinterudrykninger ude på landet.
Aktiveres ved op til 50 km/t
Når Onspot aktiveres, kastes snekæder ind under de trækkende hjul, hvor de slår sneen væk og højner friktionen væsentligt. Det giver øjeblikkeligt øget trækkraft, hvilket reducerer risikoen for udskridningsulykker og øger fremkommeligheden.
Systemet giver føreren mulighed for ved at trykke på en knap at tænde og slukke for de automatiske snekæder under kørslen med hastighed helt op til 50 km/t.
Ikke kun om vinteren
Brandinspektør Flemming Jensen fortæller, at de automatiske snekæder også bruges på andre tidspunkter af året end i vintermånederne.
- Faktisk har vi glæde af dem på alle årstider. Selv i sommermånederne sker det jo, at brandbilerne er tæt på at sidde fast i det fugtige, fedtede underlag på fx græsmarker. Inden man for alvor synker ned, kan det være en stor hjælp at slå de automatiske snekæder til for på den måde øjeblikkeligt at opnå bedre greb.
- Det kan betyde, at man undgår at skulle trækkes fri, fastslår han.