23948sdkhjf

Volvo-trækkere til biogasanlæg

Danmarks tredjestørste naturgasselskab køber 12 nye lastvognstrækkere; men de kører ikke på gas.
NGF Nature Energy og Autohuset Vestergaard Lastvogne har underskrevet en rammeaftale om levering af lastvognstrækkere til NGF Nature Energys nye biogasanlæg i Jylland og på Fyn. I alt skal der leveres 12 Volvo lastvognstrækkere de kommende to år. De første fire er leveret.

NGF anlægger tre nye biogasanlæg, som er klar til at levere grøn energi til selskabets kunder allerede fra slutningen af i år. Produktionen af den grønne gas vil være baseret på husdyrgødning, som transporteres med lastbiler til biogasanlæggene fra lokale landbrug. Samtidig leveres afgasset biomasse retur til landbrugene. NGF har valgt at stå for en del af transporten selv.

De nye Volvo FH 540 lastvognstrækkere skal sammen med gylletrailere fra danske VM Tarm fragte biomasserne sikkert frem og tilbage.

- Vi har valgt at stå for en del af transporten selv, og vi vil gerne kunne fragte en så stor mængde gylle ad gangen som muligt, siger adm. direktør Ole Hvelplund, NGF.

Med de nye lastbiler kan antallet af ture og dermed belastningen på vejene mindskes.

- Vores øvrige vognpark består af gasdrevne biler, som til dagligt bruges af vores gasteknikere og som puljebiler. Endnu kan lastbilproducenterne ikke levere gasdrevne køretøjer med den nødvendige trækkraft. De er dog på trapperne, og dermed vil vi snart kunne fragte biomasserne på sigt fragtes rundt på CO2-neutral biogas, slutter direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.206