23948sdkhjf

Skibsredere: Private bør have øget adgang til lodsning

Rederiforeningen er skeptisk over for en total liberalisering af lodsmarkedet, men der bør ske en ændring.
Danmarks Rederiforening er skeptisk over for en total liberalisering af lodsmarkedet fra 2020, som en lovændring fra erhvervs- og beskæftigelsesminister Henrik Sass Larsen (S) lægger op til.

Men skibsrederne er positive over for en forsøgsordning, hvor andre danske private lodsfirmaer får adgang til også at lodse på gennemsejlingerne i internationalt farvand.

- En total liberalisering af lodsningen er vi skeptiske overfor, men vi synes, det er en god idé, at også private danske lodsfirmaer får adgang til at kunne lodse i internationalt farvand, de såkaldte gennemsejlinger i dansk farvand.

- Det kan de ikke i dag, siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen med henvisning til, at en lovændring i 2006 gav statens lodsselskab DanPilot monopol på lodsning i gennemsejlinger.

DanPilot lodser årligt 9000 gennemsejlinger, og det er dette marked, det private danske lodsfirma Danish Pilot Service med hovedsæde i Fredericia gerne vil have del i.

Fra 2006 blev private lodsselskaber lukket ind på markedet, men ifølge Jan Fritz Hansen har det private lodsselskab kun adgang til at lodse skibe til og fra danske havne.

- Det, vi har oplevet fra det statslige selskab, er, at priserne på lodsning ved gennemsejling i internationalt farvand er steget meget.

- Det vil på et tidspunkt kunne få skibe til at vælge lods fra, siger han og minder om, at der ikke er lodspligt i danske farvande, kun anbefaling om at tage lods om bord.

- Derfor ville konkurrence på lodsning gennem internationalt farvand kunne få priserne ned, siger Jan Fritz Hansen.

Han ser frem til, at den planlagte lovændring kan bane vejen for en forsøgsordning, hvor private vil få adgang til at kunne lodse en vis procentdel af skibene i gennemsejlingerne.

Vicedirektøren understreger, at en sådan ordning hverken vil sætte sejladssikkerhed eller miljø i de danske farvande over styr.

- Sejladssikkerheden og miljøet er meget vigtige parametre, siger Jan Frits Hansen. Det eneste private lodsselskab, Danish Pilot Service, er medlem af rederiforeningen.

Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervs- og vækstministeren, der er kaldt i samråd om sagen. Forslaget er endnu ikke fremsat.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078