Medicinbrugere mister kørekortet
Chauffører nægtes fornyelse af førerbeviset, hvis de tager medicin mod epilepsi. Tidligere var det tilstrækkeligt at have været anfaldsfri.
En chauffør skal ifølge de nye EU-regler have klaret sig uden medicin mod epilepsi i 10 år og ikke blot være anfaldsfri.
To politikere har taget sagen op. Trafikordfører Kim G. Christiansen (DF) og retsordfører Karina Lorentzen (SF) mener, at det er urimeligt, at en chauffør fra den ene dag til den anden fratages retten til rat og job på grund af EU-reglen om, at en lastbilchauffør skal have klaret sig uden medicinsk behandling i 10 år.
Kim G. Christiansen foreslår en indkøringsfase på 10 år, så de berørte chauffører, der tager epilepsimedicin, kan nå at indstille sig på EU-stramningen.
Det afviser justitsminister Karen Hækkerup (S) med argumentet, at det gør man ikke i sager om færdselssikkerhed.
Der er mulighed for at give anfaldsfri chauffører dispensation, når kørekortet skal fornyes. Det tager bare så lang tid, at det oftest betyder farvel til jobbet, for en arbejdsgiver kan ikke vente måneder på en afgørelse.
Der findes tillige en mulighed for undtagelse, der kræver en individuel vurdering og kun skal anvendes i særlige tilfælde. Chauffører med såkaldt gode prognoseindikatorer kan efter 10 år uden anfald og uden indtagelse af epilepsimedicin få fornyet det store kørekort.
Minister afviser
- Man skal altså have været medicinfri 10 år. Det er dog en forunderlig ting, at man tager brødet ud af munden på bl.a. danske lastbilchauffører på grund af, at man nede i EU sidder og laver et nyt kørekortdirektiv, sagde Kim G. Christiansen i Folketingets onsdagsspørgetid.
Justitsminister Karen Hækkerup (S) mener, der også er andre hensyn at tage højde for:
- At man kan risikere at få et anfald, når man sidder i et køretøj, som er meget tungt og som ofte også vil være i stor fart, ville jo potentielt betyde, at man kunne forvolde stor skade, svarede ministeren.
- Derfor tror jeg, at mange vil være enig i, at der er rigtig god grund til, at vi sørger for, at de, der kører vores lastbiler, ikke har risiko for eksempelvis at få et epilepsianfald, fortsatte hun.
Blandt Kim G. Christiansens eksempler er en chauffør, som ikke kan få fornyet sit kørekort, selv om den pågældende ikke har mærket til sin epilepsi i en menneskealder, men er i øvrigt medicinreguleret.
- Vedkommende klager til Sundhedsstyrelsen, og Sundhedsstyrelsen siger, at der skal være observation af tilstandens stabilitet. Vedkommende kan dokumentere, at der ikke har været anfald i 35 år, men kan ikke få en dispensation, fortalte en undrede Kim G. Christiansen
Karen Hækkerup nægtede at sagsbehandle i folketingssalen, og bemærkede, at der desuden kunne være andre forhold i sagen.
Kafkaske kriterier
SFeren Karina Lorentsen ryster på hovedet over et ministersvar, hvor Sundhedsstyrelsen erklærer, at det ikke er muligt at redegøre meget præcist for, hvad der skal til for at opnå dispensation i forhold til frakendelse af erhvervskørekort.
- Det er hul i hovedet at fratage folk deres levebrød, når de har kørt anfaldsfri i mange år så kommer der nogle EU-regler, som med et trylleslag gør dem uegnede til at køre lastbil. Det har jeg meget svært ved at forstå, siger SFs retsordfører, som tillige er formand for Folketingets retsudvalg.
- Jeg har også meget svært ved at forstå, at man ikke kan angive mere konkrete kriterier, når man tager et så voldsomt skridt som at frakende chauffører deres levebrød, slutter Karina Lorentzen.
Begge folketingspolitikere bebuder opfølgende spørgsmål for at få at vide, hvor mange har søgt dispensation, hvor mange har fået dispensation og hvordan kriterierne er lagt.