23948sdkhjf

Hold fokus på lastens fordeling

Vognmandsforeningen FDL ønsker mere kontrol med akseltryk og forkert læssede vogntog. De Konservative foreslår en oplysningskampagne.
Politiets indsats med kontrol af akseltryk i vintervejr er for svag. Det mener Frie Danske Lastbilvognmænd, FDL.

På en slem snevejrsdag i januar satte FDL’s kontorleder Jens Groot sig til tasterne og beskrev et par oplevelser på Ejer Bavnehøj med sættevognstrækkere, sammenkoblet med et container-chassis med en 20 fods container sat op i bagenden.

- Hjulene fedtede uhjælpelige rundt på bakken. Hvis politiet havde passet deres arbejde, havde disse lastbiler ikke været at finde på landevejene. For at overholde loven kræver det et specielt 20 fods container-chassis eller et moderne container-chassis, som kan skubbe containeren frem og tilbage, fastslår FDL.

Modulvogn i linkkombination er undtaget for det almindelige krav om, at 20 procent af totalvægten skal ligge på kongetappen, for så ville akseltrykket overskride det maksimalt tilladte 11,5 ton.

Ordentlig lastning

- Det er ejeren og den registrerede bruger, som har investeret i det forkerte udstyr, men det er den indlejede vognmand, som får bøden. Lad være med at køre, hvis 20 procent af totalvægten ikke hviler på de trækkende hjul, lyder anbefalingen fra FDL. Godset skal placeres rigtigt på vogntoget, og så må kørselsplanen underordnes det hensyn, mener foreningen.

- Det er ikke førerens problem, at der løber omkostninger på at løfte containeren i den rigtige position for kørsel. Det er heller ikke førerens problem, om den så kan aflæsses hos modtageren af godset, påpeger FDL.

Ingen ny lovgivning

De Konservatives trafikordfører mener, at man bør køre en oplysningskampagne, hvis man ser for mange af den slags eksempler.

- Vi må sikre os, at også kørelærere, AMU-centre og andre fokuserer på problematikken. Der er ikke behov for ny lovgivning, siger han.

EL: Overvejer initiativ

Enhedslisten overvejer et initiativ i forbindelse med diskussionen om vinterdæk.

- Sættevogne bliver ikke læsset ordentligt, fordi man på fragtcentralerne ikke er opmærksom på, at der skal ligge en vis vægt på kongebolten og de trækkende hjul, siger trafikordfører Henning Hyllested (EL).

V: Godt vognmandskab

Venstre afviser flere detailregler for lastbiltransporter:

- Den erfarne og ansvarlige vognmand ved godt, hvad der skal til. Vi skal i højere grad basere os på godt vognmandskab, pointerer trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113